Kom med bag restaureringen af Jacobsens Hvide Fabrik

Det var med ydmyghed, at vi i sin tid overtog Jacobsens Hvide Fabrik. Ikke for at forvandle den, men for at lade et stykke dansk kultur- og industrihistorie genopstå. Gennem mere end fem år har vi sammen med dygtige håndværkere og specialister nænsomt restaureret Jacobsen Hvide Fabrik. Se videoen herunder.

Som et led i den gennemgribende renovering af Jacobsens Hvide fabrik på Nordre Fasanvej er restaureringen af den oprindelige bevaringsværdige mejeribygning et helt særligt kapitel. Bygningens stand gjorde, at vi måtte rive ned og bygge den op igen på ny med et helt særligt fokus på bygningens bindingsværk. Se videoen herunder.

"Vi bruger tapper og nagler stadigvæk, for man har set nogle restaureringer op igennem tiden, hvor man har brugt vinkelbeslag, og jernet sætter en lille smule kondens, når det bliver koldt, og så opstår der råd. Derfor skal man bruge de gamle traditioner, som man ved holder i flere hundrede år," fortæller tømrermester Søren H. Rasmussen, som har stået for opførelsen af det ny bindingsværk til Mejeribygningen.

Artikler

Projekt - Jacobsens Hvide Fabrik

Kom med bag restaureringen af Jacobsens Hvide Fabrik

Fuglebakken - Arne Jacobsens ikoniske hvide fabrik står næsten færdig

Efter fem års intensivt restaureringsarbejde er renoveringen af den ikoniske Hvide Fabrik på Nordre Fasanvej, tegnet af den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsen, nu ved at være færdig. Gennem hele processen har vi haft fokus på at bevare bygningens rige arkitektoniske arv og sikre, at hver eneste detalje afspejler dens historiske betydning.Den Hvide Fabrik, som tidligere har været hjemsted for Novo Nordisk, har nu fået nyt liv som ramme for Symbion. Vi er begejstrede for at kunne præsentere resultatet og vise, hvordan bygningens tidløse elegance er blevet genskabt i moderne omgivelser.

Projekter

Fuglebakken - Arne Jacobsens ikoniske hvide fabrik står næsten færdig

Bevaring af Arne Jacobsens spindeltrappe: Et stort skridt for arkitekturhistorien

I dette enestående kompleks på Nordre Fasanvej på Frederiksberg, også kaldet ’Jacobsens Hvide Fabrik’ finder vi en særlig perle - Spindeltrappen. Dette arkitektoniske mesterværk er et af de mest slående eksempler på Arne Jacobsens evne til at forene funktionalitet med skønhed. Trappens elegante, buede linjer og slanke konstruktion er ikke kun funktionelle men også yderst æstetiske. Det er et vidnesbyrd om Arne Jacobsens øje for detaljer og hans evne til at skabe harmoni mellem de forskellige elementer. Spindeltrappen er et modernistisk mesterværk arkitekter fra hele verden har valfartet til for at beundre, men som med mange historiske konstruktioner, har tiden slidt hårdt på trappen. For at sikre, at spindeltrappen ikke forfalder, og for at bevare dette vigtige stykke arkitektonisk historie, har Byggeselskab Mogens de Linde taget initiativ til at fjerne og omhyggeligt restaurere trappen, som en del af den store renovering af ejendommen. Dette er et krævende projekt, der involverer både håndværkere og eksperter inden for bevaring.

” Hvis man ikke tog sig af trappen nu, så ville den forfalde helt og til sidst ville den ikke kunne reddes. Man kan se at malingen falder af, og at der dannes kondens inde i trappeopgangen. Det betyder at samlinger og svejsninger ruster. Og hvis stålet rundt om glasset går i stykker, så smadres glasset også på et tidspunkt.”

Under restaureringsprocessen vil Spindeltrappen blive demonteret stykke for stykke og omhyggeligt renoveret. Hvert element vil blive behandlet med den største omhu for at sikre, at trappens oprindelige karakter bevares.

En af udfordringerne er, at det er buet glas. Det er jo dyrt at lave og varme glas op så det buer. Derfor skal vi passe på ikke kun fordi det skal bevares, men fordi det er teknisk svært at lave. Og så er det er jo sådan, de øverster glasstykker sidder i kit. Og det er udfordrende i sig selv fordi glasset sidder i spænd, så man skal have fjernet spændet rundt om glasset først. Det gør vi meget forsigtigt for at glasset ikke skal gå i stykker fordi det har en del år på bagen efterhånden – snart 90 år. Og indtil videre er alt kommet ned i hel tilstand uden, at det er blevet ødelagt.”

Jeg kan jo huske trappen som barn dengang jeg var 9-10 år gammel, når vi kørte forbi den. Og så er det jo sjovt og stå her i dag og være med til at give den nyt liv. siger Lars med et stort smil. ”

Dette projekt er ikke kun en investering i bevarelse af historisk arkitektur, men også en hyldest til Arne Jacobsens arv og den rolle, han spillede i dansk designhistorie. Med hans betydelige bidrag til både arkitektur og design er det kun passende, at hans værker, som spindeltrappen, behandles med respekt og omhu så kommende generationer kan beundre den. Når Spindeltrappen sættes op igen er den blevet restaureret tro mod sit originale udtryk og vil igen stå som et vartegn på Frederiksberg foran Jakobsens Hvide Fabrik.

Opdatering: Spindeltrappen nærmer sig færdiggørelse ved 'Jacobsens Hvide Fabrik'Efter en omfattende restaureringsproces er Spindeltrappen blevet genopstillet ved 'Jacobsens Hvide Fabrik'. Trappen er blevet sandblæst og malet for at genskabe dens originale finish, og det buede glas er geninstalleret. Under restaureringen har der været stor fokus på at genbruge så mange af trappens originale dele som muligt for at bevare dens autenticitet. Få detaljer mangler før trappen vil stå helt færdig så den kan opleves af både lokale og besøgende arkitekturbeundrere. Men indtil da vil trappen blive pakket ind for at beskytte den mens resten af ejendommen færdiggøres. Dette har været en vigtig proces i bestræbelserne på at bevare et af Arne Jacobsens mest betydningsfulde arkitektoniske værker for fremtidige generationer.

Bevaring af Arne Jacobsens spindeltrappe: Et stort skridt for arkitekturhistorien

Historisk fabrik samler morgendagens virksomheder under samme tag

Det var her, Novo trådte sine barnesko og dannede grundlaget for Danmarks største medicinalvirksomhed. Nu rykker morgendagens innovative virksomheder ind på Jacobsens Hvide Fabrik, når Symbion skaber et spirende miljø for danske biotek og life science-virksomheder.Det er udpeget som et af Danmarks 25 industriminder, og betragtes som et ikon for dansk biotek. Her – på Jacobsens Hvide Fabrik – lagde Novo for snart 100 år siden fundamentet for sin verdensomspændende medicinalvirksomhed og det, der siden blev til Novozymes. Selv om virksomheden for længst er vokset ud af fabrikken, kommer de historiske lokaler nu igen til at summe af innovation og opfindsomhed. Efter Byggeselskab Mogens de Lindes gennemgribende renovering af anlægget, åbner Symbion i efteråret 2023 et ambitiøst vækstcenter for biotek, life science og bæredygtighed i de gamle lokaler.

Det er næsten umuligt at finde faciliteter som de her noget sted i markedet

”Der findes meget nybyggeri, men det har ikke så meget atmosfære som det her. Udfordringen ved nybyggeri er, at det ofte mangler charme, og derfor er svært at gøre rigtig ’iværksætteragtigt’. Det er vigtigt for os at kunne skabe en atmosfære, som man får energi af at være i,” forklarer Brian List, underdirektør i Symbion. Symbion står bag flere kontorfællesskaber i København, der samler startups og iværksættere inden for udvalgte områder. Ved at give dem mulighed for at arbejde dør om dør og dele en række fællesområder, skaber Symbion de bedste betingelser for vidensdeling og samarbejde. Samtidig arbejder Symbion på at sikre forbindelse mellem Københavns Universitet, det etablerede erhvervsliv og iværksættere. Derfor er det også vigtigt at ligge centralt i byen, så der er nem adgang med cykel og offentlig transport for de mange studerende, som også kommer til at færdes i huset.”Det er vigtigt for os, at der er meget fleksibilitet. Den ene dag har vi 20 virksomheder, den næste 40 og så pludselig 30, fordi nogle er vækstet og andre flyttet fra. Der er det vigtigt, at vi står med en bygning, som kan understøtte det behov, og den fleksibilitet er meget svær at finde i klassiske kontorbyggerier, hvor der ofte også er mange spildte kvadratmeter,” siger Brian List og understreger, at det har været afgørende, at Symbion selv har kunnet være med til at sætte sit præg på udformningen af den gamle medicinalfabrik.

Et usædvanligt parløb mellem to af Danmarks største navne

Novos gamle fabrik rummer både betydelig industrihistorie og dansk designhistorie. Den er nemlig tegnet af Arne Jacobsen og går derfor også under navnet Jacobsens Hvide Fabrik – også selv om der egentlig er tale om en sammensmeltning af flere byggerier fra flere forskellige perioder.Den ældste bygning på grunden fremstår med bindingsværk og blev opført i 1913 af Vasekilde Mejeri. I begyndelsen af 1930’erne blev bygningen opkøbt med det formål at udvide den til industrielt brug. Brødrene Harald og Thorvald Pedersen, som var begyndt at producere insulin, rykkede ind i det nedlagte mejeri og skabte Novo Terapeutisk Laboratorium. Til at tegne deres nye og moderne fabrik hyrer de den unge arkitekt Arne Jacobsen, og det bliver starten på et næste 40 år langt samarbejde mellem en af Danmarks vigtigste virksomheder og en af Danmarks vigtigste arkitekter. Bygningen er udvidet flere gange – hver gang med Arne Jacobsen ved tegnebordet – og består i dag af bygningerne Laboratoriet, funkisbygningen, Sporvognen og det seks etager høje Tårnet.

Nyt atrium giver muligheder, der ikke findes andre steder

Symbion har haft meget specifikke krav til det nye life science og biotek-miljø på Frederiksberg. For de spirende biotek-virksomheder har brug for mere end kontorpladser. De skal også have adgang til laboratorier.”Verden ændrer sig, og i dag er virksomheder mere indstillet på at dele kvadratmeter og udstyr, og det er man også begyndt at tænke over i biotekbranchen. Laboratorieudstyr er rasende dyrt, så hvis fire virksomheder kan deles om en centrifuge til en halv million kroner, kommer de længere for pengene. Der tegner sig en helt ny deleøkonomi indenfor det her område, og det kommer de nye laboratorier til at afspejle,” forklarer Brian List og tilføjer:”Der er brug for ekstra meget loftshøjde, når man skal lave laboratorier, for det kræver mere ventilation, som fylder meget. Der er Jacobsens Hvide Fabrik optimal til formålet. For de muligheder finder man som regel kun i gamle lagerhaller eller produktionsvirksomheder, og de ligger sjældent centralt i byen.”

En anden ting, som især har gjort Jacobsens Hvide Fabrik interessant for Symbion, er den sjældne kombination af mange kvadratmeter og muligheden for det nyetablerede atrium, som Byggeselskab Mogens de Linde har skabt til at binde fabriksområdets fire bygninger sammen.”Den mulighed, som atriet giver, er ikke noget man finder i andre bygninger. Atriet er super relevant for os, når vi samler mange virksomheder i et fællesskab. Det ligger lige langt fra alle bygninger, og det skaber et multifunktionelt samlingspunkt, hvor man kan mødes med andre, sætte sig med en kop kaffe eller tage en en-til-en-snak væk fra kontoret,” forklarer Brian List.Når biotek-iværksætterne i efteråret 2023 rykker ind i Novos tidligere industrikompleks, vil der fortsat være masser af spor efter Arne Jacobsens funktionalistiske design. Den ikoniserede arkitekt stod nemlig også for fabrikkens interiør, og gennem hele den omfattende renovering er der taget nøje hensyn til hans særlige arkitektur, design og præg på bygningen. Dørgreb, belysning, skilte og møbler, som Jacobsen tegnede og fik udført i gedigne materialer bl.a. kobber, messing og teaktræ, er bevaret og vil igen være med til at danne ramme for dansk innovation og spirende erhvervsliv.

Lejernyt

Historisk fabrik samler morgendagens virksomheder under samme tag

Børsen Pleasure artikel "I respekt for Arne"

Læs vores artikel fra Børsen Pleasure om Jacobsens Hvide Frabrik på Frederiksberg: Et af Danmarks mest ikoniske, men også lidt oversete modernistiske industribyggerier, Arne Jacobsens Novo-byggeri, er ved at få en nødvendig, men også fuldstændig gennemgribende renovering. Hvor meget kan man restaurere en bygning uden at miste dens sjæl?

“JULIE ER UOMTVISTELIGT DEN DEJLIGSTE … BASTA!” står der med grafittibogstaver på den grimede S-togsbro. På den anden side af en trafikeret vej breder et omfangsrigt fabriksanlæg sig, og på den tredje side af bygningskomplekset svinger det indre Københavns eneste motorvejsbro, Bispeengbuens sekssporede motorvej, hver dag omkring 50.000 bilister forbi i anden-tredje sals højde. På gadeplan mødes to af de store trafikårer, der hver dag fragter københavnere til og fra arbejde. Fra Fasanvej og Hillerødgade er det nok de færreste, der har haft overskud til at kigge op og registrere herlighedsværdi i et kryds mellem Københavns Nordvest-kvarter, Nørrebro og Frederiksberg, hvor det på en eller anden måde altid er november og sludregn, mens motorstøj drøner i ørerne. Ikke desto mindre er den slidte industribygning på Nordre Fasanvej 215, der i 86 år har huset medicinalgiganten Novo, et fast stop for arkitektur- og designfetichister, der er i København for at studere modernistisk design, hvor både bygningens kurver og interiøret, som er skabt til den, har sat sig store og vigtige spor i den danske formgivningshistorie. Ikke at hverken fortravlede pendlere eller designstuderende ville få så meget ud af at kigge op i disse dage. Hele Novos gamle domicil er dækket af stilladser og afskærmning. Eller indenfor for den sags skyld. Her er alting pillet ned. Vitterlig næsten alting. Tilbage står rå betonpiller, nøgne betongulve og vinduesløse glughuller ud mod verden. Og så enkelte reminiscencer fra den glorværdige fortid: I indgangspartiet til bygningen er væggene endnu beklædt med travertin, en smuk dørramme med afrundede hjørner står tilbage beklædt med messing, og arkitekt Johan Gjøde kigger op ad trappeskakten og på det fritstående trappegelænder med et udtryk, der er svært at beskrive som andet end henført: “Han tænkte jo over alting, de mindste detaljer, og var inde over det hele. Se, hvor elegant det er fæstnet i trappen. Det ser nærmest ud, som om det svæver.”

“Han” er arkitekten Arne Jacobsen. Den senere så berømte arkitekt bag nogle af Danmarks mest ikoniske bygninger og møbler. Og bygningen er Novos tidligere hovedkvarter, som er et af de første, hvis ikke det første gennemførte modernistiske industribyggeri, opført i 1934, et år efter at Bauhaus-skolen blev lukket i Tyskland, og før modernismen for alvor var slået igennem som stilart i Danmark. Det var også et af de første større byggerier for en ung, fremadstormende, 32-årig Arne Jacobsen, der især havde bygget familievillaer og det ikoniske “fremtidens hus” til arkitekternes udstilling og omtrent samtidig med Novo-fabrikken fik opført Bellavista-komplekset i Klampenborg. Det er også et stykke dansk erhvervshistorie. I 1932 rykkede brødrene Thorvald og Harald Pedersen ind i Frederiksbergs sidste mejeri, Vasekilde, med deres syv år gamle virksomhed, Novo Terapeutisk Laboratorium, der eksperimenterede med at udvinde insulin fra oksers bugspytkirtler i skarp konkurrence med deres tidligere kolleger i Nordisk Gentofte (som Novo senere blev fusioneret med igen som Novo Nordisk). Mejerilokalerne på Nordre Fasanvej 215 blev imidlertid hurtigt for små, og derfor hyrede de Arne Jacobsen til at tegne et moderne produktions- og laboratorieanlæg, der hægtede sig på den oprindelige mejeriejendom i romantisk stil med bindingsværk og tårne. Det første byggeri blev det nok mest ikoniske. En moderne treetagers bygning i ren hvid beton med en buet facade med en slags karnap udenpå med en ubrudt vinduesfacade, som blev navngivet “sporvognen” af arbejderne på grund af dens særegne form. En række udvidelser fulgte efter. I forlængelse af sporvognen en kontor- og laboratorieejendom ligeledes i tre etager og stramt modernistisk formsprog med en karakteristisk udvendig trappeopgang, helt cylindrisk og af glas, så alle sider er helt eksponeret. Siden fulgte en mellembygning og bagerst et “højhus” trukket tilbage fra gaden bag en indre gårdsplads med facade ud mod S-togssporet og beklædt med en karakteristisk kobberkrone som tag. Arne Jacobsen blev husarkitekt for Novo i 40 år, tegnede også fabriksanlægget på den anden side af Hillerødgade, som i dag stadig ejes og beboes af Novozymes – og utalligt interiør og møbler til huset. Dørhåndtag, lamper og ikke mindst stablestolen Myren, som blev tegnet til direktionens kantine øverst i “højhuset”.

“Vi har et helt arkiv af tegninger, vi har overtaget fra Novo Nordisk, efter at de rykkede ud til Bagsværd. Omkring 6500 tegninger. Det var utroligt, så meget han var nede i. Vi har fundet tegninger af pillepressere, han havde designet, kapsler til insulin,” forklarer Mikkel de Linde, søn af entreprenøren Mogens de Linde, og en af hovedkræfterne i renoveringen, mens vi vandrer rundt i den rå og afpillede bygning. Familiefirmaet, der er specialiseret i køb og renovering af historiske bygninger og efterfølgende udlejning, havde længe luret på erhvervsejendommen på Fasanvej. Og da de fik muligheden, slog de til. “Der var en del andre, der var interesserede. Investeringsfonde og den slags. Men vi har den fordel, at vi har så meget erfaring med den slags renoveringer, at vi kunne slå til med det samme, mens de andre skulle have lavet alle mulige faglige vurderinger, for at vurdere om det blev for dyrt for dem at renovere. Vi turde godt tage chancen.” Opgaven har vist sig at være ret omfattende. Og dyr. Novo-komplekset havde, bortset fra en enkelt ikke så vellykket istandsættelse af en enkelt bygning i midten af 80’erne, ikke været renoveret siden opførelsen. Mejeribygningen viste sig ikke at kunne reddes og er blevet revet ned for at kunne genopbygges i en ny, større version baseret på et prospekt af Arne Jacobsen. Resten af komplekset har skullet have ny fundering en del steder, isolering, der lever op til nutidens klima- og energistandarder, og stort set alt interiør er hevet ud for igen at kunne blive installeret. Rigtig meget har skullet særfremstilles for at kunne leve op til de oprindelige tanker med bygningen. “Vi har ikke sat nogen øvre grænse i forhold til udgifter,” siger Mikkel de Linde. “For os er det en virkelig langsigtet investering og også et kærlighedsarbejde. Vi har virkelig oppet os og gjort os umage og prøvet at realisere den vision, Arne Jacobsen havde, og samtidig åbne bygningen mere op for sine omgivelser. Det er en omfattende restaurering, men vi prøver virkelig at gøre det grundigt i respekt for Arne. Også selvom det har krævet nogle ekstraordinære løsninger.” Han viser et stort trævindue frem, der står på en palle midt i et af de nøgne etagedæk. “Vi har f.eks. fået lavet otte forskellige betonprøver for at ramme den blanding, der lå tættest på den oprindelige, og fået specialfremstillet de her mahognivinduer efter Jacobsens oprindelige tegninger. Det er dyrt, når de skal sidde i hele facaden på to bygninger og dele af en tredje, og Frederiksberg Kommune – som vi har haft et fremragende samarbejde med – så også gerne vil have dem på den del, der vender ind mod gården,” konstaterer han. “Dengang fandtes der ikke så mange standardløsninger, så arkitekterne tegnede alt ned til mindste detalje. Modernismen var ung, og mange ting blev gjort for første gang. Samtidig var der en håndværksmæssig tradition fra tidligere, som gjorde det muligt at udføre detaljer i byggeriet, der kun sjældent er mulige i dag,” tilføjer Johan Gjøde lidt misundeligt. “Arne Jacobsen har jo både tegnet gerigter, fodlister og særlige profiler på vinduerne her.” Gjøde peger rundt i det højloftede rum, hvor massive betonpiller med mønstre fra de oprindelige forskallingsbrædder er det eneste, der bryder ens udsigt. “Selve bygningens layout er jo ultrafleksibelt med synlige rør og installationer. Den er konstrueret til hele tiden at kunne ændres, da alle indvendige vægge kan flyttes, og etagedækkene kan gennembrydes til nye formål. I den her bygning er konstruktionen f.eks. overdimensioneret, så der kunne bygges to ekstra etager ovenpå, hvis man en dag skulle få brug for det. Rent arkitektonisk ligger der en spændende fortælling i mødet mellem de her små sirlige detaljer og så det helt rå industrielle og dybt funktionelle udtryk, som er karakteristisk for den tidlige modernisme.”

Første del af Arne Jacobsens Novo-byggeri, den såkaldte sporvogn, blev opført i 1934, tegnet i den dengang nye modernistiske stil for Novo Terapeutiske Laboratorium, der ni år tidligere var blevet grundlagt for at lave insulin. Siden fulgte endnu en kontor- og laboratoriebygning i tre etager med det karakteristiske cylindriske glastrappetårn og efterfølgende et “højhus”. Jacobsen forblev husarkitekt for Novo, der i dag har flyttet deres hovedkvarter til Bagsværd, og tegnede bl.a. myrestolen til komplekset. Byggeselskabet Mogens de Linde, der især beskæftiger sig med at renovere ældre, markante byggerier, har købt og renoverer bygningerne. Når de er færdigrenoveret, bliver de udlejet til kontorfællesskabet Symbion, der vil lave et vækstcenter for startups, der arbejder med life science og bæredygtighed.

Sagen er, at når man først åbner en gammel bygning op på den måde, finder man jo ud af, at der er meget mere, der skal ordnes. At man er nødt til at gå mere radikalt til værks, end man havde tænkt sig. Og at det koster penge

Rundt omkring i Danmarks store byer bliver mange gamle industribygninger i disse år omskabt til nye formål, i takt med at virksomhedernes behov ændrer sig, og de gamle industribygninger i byernes midter bliver både for utidssvarende og for værdifulde til at lade stå ubrugte hen. Og vi er faktisk generelt gode til at bevare de gamle industribygninger og tilpasse dem til nye formål, fortæller Lars Rolfsted Mortensen, programleder på Det Kongelige Akademis arkitektskoles Institut for Bygningskunst og Kultur. Her har han skrevet en ph.d. om transformation af efterkrigstidens industrielle landskaber og tilbragt tre år med at studere især de fabriks- og lagerbygninger omkring storbyernes indfaldsveje, som vi andre drøner forbi så hurtigt som muligt. “De ældre industribygninger er et felt, vi er blevet meget bedre til at værdsætte og forstå og til at istandsætte og anvende til nye formål på en måde, der respekterer bygningernes kvaliteter,” siger han og nævner Spritten i Aalborg og Maltfabrikken i Ebeltoft og den kommende omdannelse af Svanemølleværket på Østerbro til Teknisk Museum som eksempler på, hvordan byggerier, der har præget bybilledet, får et nyt liv. “Det paradoksale er, at vi faktisk tit er bedre til at bevare bygninger, der er ældre end Novo. Den tidlige modernisme var jo nærmest eksperimentalbyggeri, fordi materialerne og konstruktionsmetoderne var nye. Mange af bygningerne har vist sig svære at vedligeholde. Og samtidig kan det være svært at få til at passe til nutidens behov, fordi man jo ikke bare kan gøre det hele til kulturhuse og koncertsteder. Men man er nødt til at træde varsomt og passe på. Det er et enestående byggeri. Alene det udvendige glastrappetårn er jo en skulptur i sig selv og noget, arkitekter rejser til København for at se,” siger Lars Rolfsted Mortensen, der peger på Toms chokoladefabrik i Ballerup – som også er tegnet af Arne Jacobsen – som et andet modernistisk industribyggeri, der på et tidspunkt kan få fredningsstatus.

Den ret omfattende renovering og radikaliteten i den har også påkaldt sig kritiske røster, f.eks. fra Politikens markante arkitekturkritiker Karsten R.S. Ifversen, der bl.a. mener, at de større vinduer, der kommer i en af bygningerne mod Fasanvej, er et slags knæfald for moderne tendenser og udvander bygningens udtryk. Modsvaret fra folkene bag var, at den facadeløsning faktisk er tættere på Arne Jacobsens oprindelige udtryk, men at en senere renovering havde tilsløret det. Lars Rolfsted Mortensen mener også, at kritikken rammer ved siden af. Til gengæld har han anden: “Det er en ret voldsom restaurering. Jeg synes, det er prisværdigt, at de faktisk investerer så meget i f.eks. at lave nye vinduer efter de gamle tegninger, men jeg er ret bekymret for, at det behov for at maksimere udnyttelsesgraden og få nogle flere kvadratmeter ind i byggeriet kommer til udviske nogle af de toneangivende træk ved huset,” siger han og peger på den nye bygning i gården. “Det kan jo godt være, at man ikke kan se det ude fra gaden, men det forrykker stadigvæk på forholdet mellem bygningerne, som de er tænkt fra starten.” Andre steder, hvor pladsudnyttelsen kommer til udtryk, er i højhuset, hvor det irgrønne tag – der sad som en slags hat oven på højhuset som et vartegn, der var synligt fra tre forskellige bydele – åbnes med vinduer for at give lys til en ekstra etage, mens det genopførte mejeri får to ekstra etager på, og bindingsværket genopføres uden på betonelementer. “Det giver jo mening for developeren, at flere kvadratmeter er en bedre forretning. Men det er trist, at der på den måde malkes flest mulige kvadratmeter ud af grunden, for det svækker karakteren af det samlede bygningsanlæg,” siger han. Lars Rolfsted Mortensen begræder, at det karakteristiske køletårn – en slags mærkværdig rotunde dækket af lameller oven på en kraftig rund søjle langs S-togssporet – har måttet lade livet i processen. “Det er jeg ked af at høre. Den var også nærmest en skulptur i sig selv og noget helt specielt ved det byggeri. Jeg synes, det er en skam, at man ikke har prioriteret at bevare den slags mærkelige og bemærkelsesværdige elementer, for det fortæller jo noget væsentligt om bygningens funktion og historie.”

I sidste ende er det svært at sige, hvad der er nostalgi, og hvad der er berettiget bekymring for kulturarv. Romantisk sværmeri for rene linjer i en gritty urban kontekst og søgen efter autenticitet, der måske ikke er så autentisk alligevel, men selv er en tilpasning, der i sin tid har stukket ud som en gøgeunge i en dompaprede. Men også reel bekymring for, hvad der bliver tilbage af en bygnings sjæl, når man piller alting ud af den og putter det renskuret tilbage igen. Konfronteret med bekymringen mumler Mikkel de Linde lidt irriteret i det kortklippede skæg om nogle af de ting, der har føjet sig til bygningens oprindelige layout i årenes løb, mens vi kigger ud over byens tage i højhusets tagetage. Men tager sig så i det. “Jeg forstår godt bekymringen, og den er reel nok. Køletårnet er en af de ting, det har gjort virkelig ondt at fjerne. Vi prøvede at bevare det til det sidste, men kunne ikke,” siger han. “Sagen er, at når man først åbner en gammel bygning op på den måde, finder man jo ud af, at der er meget mere, der skal ordnes. At man er nødt til at gå mere radikalt til værks, end man havde tænkt sig. Og at det koster penge. Nogle steder er man også nødt til at tænke på økonomien i sådan et projekt – og f.eks. udnytte pladsen bedre og tilføje kvadratmeter, hvor man kan. Det er da et ømt punkt. Men jeg mener faktisk først og fremmest, at vi svarer over for Arne Jacobsen og hans vision, og at det er det, der har båret vores beslutninger. Der er jo også en bundlinje i, at Arne er synlig. I at vi bygger i respekt for Arne.”

Andre artikler om jacobsens hvide fabrik

Børsen Pleasure artikel "I respekt for Arne"

Nu begynder en ny storhedstid i Arne Jacobsens gamle industribygninger

Hvor Nordre Fasanvej møder Hillerødgade i et af Københavns gamle arbejderkvarterer ligger et nedslidt industribyggeri fra 1934. Det kan lyde gråt og kedeligt, men faktisk er det klinisk hvidt og særdeles spændende. Det er nemlig et skoleeksempel på rendyrket funktionalisme, tegnet af en ung Arne Jacobsen. Og så er det her, Novo er vokset op. Nu begynder den gennemgribende restaurering og udvikling af det ikoniske byggeri. Med stor respekt for arkitekten og historien vil Byggeselskab Mogens de Linde give stedet en tiltrængt kærlig hånd, så nye kræfter kan flytte ind og realisere deres visioner i Jacobsens Hvide Fabrik på Frederiksberg.

I 1925 går brødrene Harald og Thorvald Pedersen så småt i gang med at fremstille insulin af friske bugspytkirtler fra okser og grise, som de får bragt med cykelbud fra Københavns Kvægtorv til deres kælderlaboratorie i Haralds hus på Fuglebakkevej. Thorvald er farmaceut. Harald er en opfindsom mekaniker, og kirtlerne bliver kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter der bruges en sur alkohol til at udtrække insulinen. I 1932 rykker brødrene ud af kælderen og ind i et nedlagt mejeri på Nordre Fasanvej, hvor de grundlægger Novo Terapeutisk Laboratorium. Samtidig kontakter de en ung arkitekt ved navn Arne Jacobsen og beder ham om at tegne deres nye og moderne fabrik, der skal opføres i forlængelse af den gamle mejeribygning. Det bliver starten på et næsten 40 år langt samarbejde mellem en af Danmarks vigtigste virksomheder og en af Danmarks vigtigste arkitekter.

Funktionalismen opstår efter 1. verdenskrig som et modtræk til periodens populære historicisme, der blander flere tidligere stilretninger. Funktionalismen vil skabe nyt, ikke genbruge gammelt, så funkisarkitekterne benytter sig af tidens nye muligheder som at formstøbe i beton og lave buede former, to gennemgående kendetegn ved Arne Jacobsens arkitektur, også her på Fuglebakken. Det rundbuede glasparti i stueetagen var dengang så iøjnefaldende, at et folkeligt øgenavn nærmest var uundgåeligt, og der gik da heller ikke længe, før de ansatte begyndte at kalde facadebygningen for "Sporvognen". I dag er den kendt og beundret af arkitekter over hele verden. Jacobsens Hvide Fabrik er desuden berømt for sin udvendige spindeltrappe, der betragtes som endnu en genistreg fra funktionalismens foregangsmand.I takt med, at Novo vokser, bliver fabriksområdet løbende udbygget, altid med Arne Jacobsen som arkitekt og garant for at sikre et helstøbt og sammenhængende anlæg. Selv da kantinen i 1952 skal forsynes med nye stole, bliver husarkitekten bedt om at sætte sig ved tegnebrættet og skabe en stol, som kan stables og er let at flytte rundt på. Således kommer Myren til verden. Den senere så berømte stol får sin debut i kantinen på sjette sal, som møbleres med de første 200 eksemplarer af designklassikeren.

Det er altså her på adressen, at Novo og senere Novozymes er vokset op og blevet verdensledere. Men i 2015 flytter koncernen til et nyt domicil i Bagsværd. I 2019 bliver arnestedet på Fuglebakken solgt til Byggeselskab Mogens de Linde, og selvom overtagelsen først officielt sker 1. februar 2021, kan byggeselskabet allerede nu disponere over størstedelen af ejendommen. Således har de første håndværkere netop iførst sig arbejdshandskerne – og der er nok at tage fat på. "Min umiddelbare indskydelse var, at det bliver et helvedes stort stykke arbejde," siger Mogens de Linde om sit førstehåndsindtryk og smiler ved tanken. "Men jeg kunne jo også med det samme se, at der var rigtig mange gode ting at bygge videre på. Det er jo en fantastisk spændende opgave. Ja, lokalerne er slidte, og det hele skal miljøsaneres og gøres tidssvarende i forhold til CO2-aftryk og energiforbrug, men samtidig er der en masse historiske og designmæssige kvaliteter, som virkelig er værd at bevare, og som gør det sjovt at arbejde med. Det er jo den slags byggerier, vi allerhelst vil beskæftige os med."

Hvert rum i det hvide industrikompleks er skabt til en bestemt funktion, men enkeltheden gør, at selvom et rum er tænkt som laboratorium eller værksted i 1934, kan det lige så vel fungere som kontor eller andet erhverv i dag. Arne Jacobsen har tegnet hele byggeriet både ude og inde – og ned i mindste detalje. Dørgreb, skiltning, belysning og møbler. Alt sammen designet af arkitekten selv og udført i gedigne kvalitetsmaterialer som messing, kobber, teaktræ og travertin, som er en natursten med et mindre poleret udtryk end marmor. En stor del af stedets oprindelige interiør er bevaret, og byggeriet fremstår derfor stadig som et skoleeksempel på gennemført funktionalisme."Det er jo en del af Danmarks kulturarv," siger Mogens de Linde med henvisning til, at byggeriet i 2007 blev udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen som et af 25 nationale kulturminder, "Og samtidig er det en væsentlig del af dansk industrihistorie. Det er ikke alle forundt at få lov til at overtage og udvikle et så spændende byggeri. Det er vi meget stolte af, og vi glæder os til at komme i gang."

Alt, hvad der har en historisk eller designmæssig værdi, bliver pillet ud, renoveret og genbrugt, når ejendommen er færdigrenoveret.

I samarbejde med Frederiksberg Kommune samt Elgaard Architecture og Gjøde &amp; Partnere har Byggeselskab Mogens de Linde udarbejdet en plan, som vil give hele området et markant løft. Det lukkede og nedslidte fabriksanlæg bliver en indbydende og attraktiv adresse for virksomheder, der ønsker en arbejdsplads uden lige. Der udgraves rundt om bygningerne, så tidligere kælderarealer bliver til lyse og åbne parterreniveauer. En grøn atriumgård og etableringen af en ny og rummelig tagetage indgår også i den omfattende plan, ligesom hver eneste kvadratmeter af Jacobsens Hvide Fabrik vil blive grundigt og nænsomt restaureret med stor respekt for ophavsmanden."Alt, hvad der har en historisk eller designmæssig værdi, bliver pillet ud, renoveret og genbrugt, når ejendommen er færdigrenoveret," siger Mogens de Linde og fortæller, at arbejdet forventes afsluttet i første halvår 2023.Projektet er så nyt, at det endnu ikke er udlejet. Er du interesseret, kan du finde mere information om Jacobsens Hvide Fabrik på delinde.dk.

Læs mere om Jacobsens Hvide Fabrik

Nu begynder en ny storhedstid i Arne Jacobsens gamle industribygninger

Arne Jacobsens ånd skal leve videre på Nordre Fasanvej

På yderkanten af Nørrebro, hvor Nordre Fasanvej møder Hillerødgade i et af Københavns gamle arbejderkvarterer, ligger et industribyggeri fra 1934. Det kan lyde gråt og kedeligt, men faktisk er det klinisk hvidt og særdeles spændende. Byggeriet er nemlig tegnet af en ung Arne Jacobsen, og i 2007 blev det udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen som et af 25 nationale kulturminder. Så når Byggeselskab Mogens de Linde næste år går i gang med en gennemgribende restaurering, vil det ske med stor respekt for historien og ophavsmanden ... og Jacobsens Hvide Fabrik vil blive bevaret.Ved årsskiftet overtager Byggeselskab Mogens de Linde en arkitektonisk perle, som oven i købet har en særlig plads i Danmarks industrihistorie. Adressen er arnestedet for en af landets største og vigtigste virksomheder, men at de gamle fabriks- og laboratoriebygninger i dag er en del af vores kulturarv skyldes i høj grad også Arne Jacobsen, som har tegnet byggeriet både ude og inde – og ned i mindste detalje. Dørgreb, skiltning, belysning og møbler. Alt sammen designet af arkitekten selv og udført i gedigne kvalitetsmaterialer som messing, kobber, teaktræ og travertin, som er en natursten med et mindre poleret udtryk end marmor. En stor del af stedets oprindelige interiør er bevaret, og byggeriet fremstår derfor stadig som et skoleeksempel på gennemført funktionalisme.

Funktionalismen opstod efter 1. verdenskrig som et modtræk til periodens populære historicisme, der blandede flere tidligere stilretninger. Funktionalismen ville skabe nyt, ikke genbruge gammelt, så funkisarkitekterne benyttede sig af tidens nye muligheder, for eksempel at formstøbe i beton og lave buede former – netop to af kendetegnene ved byggeriet på Fuglebakken. Arne Jacobsen var funktionalismens foregangsmand, og hans kliniske stil var i tråd med bevægelsens mål om at være antidekorativ. Det skulle være enkelt og rent, praktisk og funktionelt. Og det blev det. Hvert rum i det hvide industrikompleks er skabt til en bestemt funktion, men enkeltheden gør, at selvom et rum er tænkt som laboratorium eller værksted i 1934, kan det lige så vel fungere som kontor eller andet erhverv i dag. Denne evne til at tilpasse sig tidens behov har alle dage været en del af stedets historie.

Det er ikke alle forundt at få lov til at købe og udvikle et så spændende byggeri. Det er vi meget stolte af, og vi glæder os til at komme i gang.

Efter opførelsen i 1934 blev arbejdspladsen løbende udbygget – men altid med Arne Jacobsen som garant for at sikre et helstøbt og sammenhængende anlæg. Selv da kantinen i 1952 skulle forsynes med nye stole, blev arkitekten bedt om at sætte sig ved tegnebrættet og skabe en stol, som kunne stables, og som var let at flytte rundt på. Og således kom Myren til verden. Den senere så berømte stol fik sin debut i kantinen på sjette sal, hvor de første 200 eksemplarer af designklassikeren blev stillet op. Trods fraværet af ornamentik er stedet et æstetisk overflødighedshorn inde og ude. Den ikoniske spindeltrappe og mange af de andre genistreger fra Arne Jacobsens hånd er bevaret, men hele byggeriet trænger til en gennemgribende restaurering, som Byggeselskab Mogens de Linde vil tage hul på i 2021 – med stor respekt for både historien og ophavsmanden."Arne Jacobsen er i sig selv et stykke kulturhistorie," siger Mogens de Linde, "Og her har vi så også at gøre med en væsentlig del af dansk industrihistorie. Det er ikke alle forundt at få lov til at købe og udvikle et så spændende byggeri. Det er vi meget stolte af, og vi glæder os til at komme i gang."

Projekt - Jacobsens Hvide Fabrik

Samme strategi siden 1975.

AARHUS

KØBENHAVN

KONTAKT OS

SE OGSÅ