Beboermanual og husorden - Amaliegade/Sønder Alle

Velkommen til dit nye hjem

Denne vejledning kan bruges som et opslagsværk, der fortæller dig, hvordan du skal vedligeholde boligen. På de sidste sider finder du også husordenen.
Husk, at du selv er ansvarlig for at vedligeholde din bolig indvendigt.

Med venlig hilsen
Byggeselskab Mogens de Linde

Vedligeholdelse

Gulve

Den daglige rengøring klares let ved støvsugning eller aftørring med en hårdt opvredet klud. Er gulvet blevet meget snavset, anbefaler vi en egnet gulvsæbe til trægulve. Der må ikke ligge vand på gulvet efter vask. Brug altid filt under stole- og bordben og underlag under kontorstole på hjul og potteplanter.

Klinkegulve og vægfliser

Der bør ikke anvendes nogle former for kalkfjerningsmidler indeholdende syre på klinkegulve og vægfliser, da det nedbryder fugerne. Du undgår mest muligt kalk ved at tørre af efter bad. Vi anbefaler, at klinkerne bliver tørret af efter hvert bad. Rengøring foretages med afvaskning med lunkent sæbevand (opblødte sæbespåner) eller fosfatholdigt rengøringsmiddel som fx Ajax. Fliser må ikke påføres polish eller voks.

Badeværelsesdøre

Badeværelsesdøre skal aftørres efter badning, så kondensvand ikke sætter sig i underkanten af dørene. Badeværelsesdørene må ikke benyttes til tørring af håndklæde.

Afløb

Vandlås for køkkenvask, håndvask, brusekabine og ved vaskemaskine bør renses for fedt, snavs og sæberester en gang om måneden eller ved behov. Ufortyndet syre i afløbet kan skade afløbssystemet. Der bør jævnligt hældes kogende vand i køkkenvasken for at undgå fedtpropper.

Sanitet og toilet

Sanitet af porcelæn samt rustfri køkkenvask vedligeholdes med mildt og miljøvenligt rengøringsmiddel uden slibemiddel for at undgå ridser. Hold jævnligt øje med, at vandet i toilettet ikke begynder at løbe. Begynder toilettet at løbe, skal udlejer kontaktes.

Fjernvarme

Lejligheden er opvarmet ved hjælp af fjernvarme. Der er etableret gulvvarme i badeværelset, i de øvrige rum er der radiatorer. For laveste varmeudgift anbefaler vi nogenlunde fælles temperatur på termostaten i de forskellige rum. Termostaten til gulvvarme i badeværelset findes i skabet med øvre teknik.

Se information om ”Varmevaner” her.

Vandhaner

Vandhaner rengøres med almindeligt mildt og miljøvenligt rengøringsmiddel, der ikke må indeholde slibemiddel. Vandhane i køkken og bad er forsynet med en luftblander – en såkaldt perlator. Perlatoren skal jævnligt skrues af og renses for urenheder og kalkaflejringer. Perlatoren kan også udskiftes. Brusehovedet skal demonteres og afkalkes med mildt og miljøvenligt afkalkningsmiddel.

Emhætte

Emhætten rengøres med en fugtig klud med opvaskemiddel. Tør fedtfilteret af med en opvredet klud efter hver madlavning. For en mere grundig rengøring, kan fedtfilteret demonteres og lægges i blød eller kommes i opvaskemaskinen. Vi anbefaler man afmonterer fedtfilteret og putter det i opvaskemaskinen hvert 2. måned.

Køkken- og badeværelses inventar

Skabene må ikke udsættes for vedvarende vandpåvirkning. Derfor skal vandstænk mv. aftørres straks. Rengøring af skabe og bordplader afhænger af overflade. Rengøring af skabe og bordplade rengøres med mildt rengøringsmiddel. Slibende rengøringsmidler, ståluld og ætsende rengøringsmidler må ikke bruges.

Udsugning

I lejligheden er der monteret et ventilationssystem. Systemet sørger for at fjerne den fugtige luft fra husets rum. Udsugningsventilerne må aldrig justeres. Friskluftventiler i ydervægge bør rengøres jævnligt.

El-tavle

Der skal ikke skiftes sikringer, da der er installeret automatsikringer. El-tavlen er generelt placeret i entreen eller teknikrum bag badeværelse.

Internet

Der er indlagt fiber, som kan fås gennem Vios – www.vios.dk. Ellers kan man tilkoble sig med trådløs fra andre distributører. Vi giver ikke fuldmagt til at få andre selskaber ind med fiber.

Hårde hvidevarer

Brugervejledning til de installerede produkter forefindes i lejligheden ved indflytning og bør gennemgåes før brug.

Malede flader

Alle hvidmalede flader er behandlet med Dyrup Robust Akryl glans 0,5. Alle dørplader er overflade behandlet fra fabrik. Ved udbedring af småskrammer på andre flader end vægge skal udlejer kontaktes. Malede døroverflader rengøres ved anvendelse af lunkent vand tilsat mildt og miljøvenligt rengøringsmiddel. Der må ikke anvendes sprit, opløsningsmidler, klor eller salmiakholdige rengøringsmidler til rengøring af døroverflader.

Følgende maling er anvendt i boligen:

• Vægge generelt: Dyrup 05 robust 0300
• Vægge Køkken og bad: Dyru 25 robust hvid
• Lofter: Dyrup 01 0300

Boring i vægge, lofter, gulve, vinduer og døre

Ved boring i vægge kan du altid forvente, at der er mulighed for at støde på installationer. Installationer er typisk trukket lodret fra synligt udtag, men kabler og rør kan også være trukket vandret eller diagonalt. Hvis muligt, er det en god ide at kontrollere modsatte side af væggen før, der bores.

• Der må ikke bores huller i vægge beklædt med fliser, ej heller i trægulvet.
• Man må ikke bore i de rå murstensvægge.
• Man må ikke bore i vinduer og døre.

Røgalarm

Røgalarmen kører på alm. strøm, og i den sidder der et 9V batteri, som bruges i tilfælde af strømsvigt. Dette batteri skal udskiftes, når brandalarmen begynder at bippe. Den kan tages ned ved blot at dreje den rundt. Brandalarmen sidder på loftet i entreen. Test alarmen med jævne mellemrum ved at trykke på den lille knap, der vender mod gulvet. Hvis alarmen giver en lyd fra sig, fungerer den, som den skal.

Dørtelefon

Dørtelefonen hænger i entreen og er forbundet med kontrolpanelet foran indgangsdøren. Dørtelefonen kører på alm. strøm og skal derfor ikke have skiftet batteri.

Vinduer, terrassedøre og altaner

Vask og rengøring af ruder, ramme, gelænder og karm gøres bedst med en blød klud eller børste samt lunkent vand tilsat lidt opvaskemiddel eller andet mildt og miljøvenligt rengøringsmiddel uden slibeeffekt og opløsningsmiddel. Positionen på vinduesgrebet må kun ændres, når vinduet er helt lukket. Der må ikke sættes kroge og andet i de indvendige og udvendige alurammer. Har du træ på dine/din altaner/altan, så skal det rengøres med vand og børste eller algerens efter behov. Har du beton, skal de rengøres i vand og algerens.

Husorden

§ 1

Lejeren er ud over de skrevne regler i denne husorden endvidere forpligtet til at efterkomme og overholde de mundtlige eller skriftlige påbud, der måtte blive meddelt af udlejeren eller dennes stedfortræder, herunder vicevært, hvilket også gælder de personer, som lejeren er ansvarlig for. Dette gælder alle lejer giver adgang til lejligheden, samt som lejer giver adgang til ejendommens fællesarealer.

§ 2

Enhver form for brug af støjende maskiner og værktøj m.v. bør ske i dagtimerne mellem kl. 7.00 – 20.00. I weekender mellem 9.00 – 20.00. Enhver form for brug af radio, TV, musikanlæg samt egen musikudøvelse skal - særligt om aftenen - ske i så afdæmpet form, at dette ikke er til gene for andre lejere.

§ 3

Alt affald skal afleveres i de offentlige affaldsøer ude på vejen. Der affaldssorteres iht. offentlige regler. Storskrald afleveres til storskrald-ordningen i Aarhus Kommune.
Der må ikke hensættes affald af nogen art på ejendommes fællesarealer og storskrald må først sættes ned til aftalt afhentningstidspunkt. Hensat affald på ejendomsområdet vil blive fjernet på lejers bekostning uden videre varsel.

§ 4

Cykler og barnevogne skal henstilles, i og ved, ejendommens cykelstativer, og må ikke stilles andre steder. Dog kan der tillejes cykelparkering i bygningens kælder - info@delinde.dk

§ 5

Det er ikke tilladt at holde nogen form for husdyr i ejendommen, ej heller ikke kortvarigt.

§ 6

Da trappeopgange og gangarealer er brand- og redningsveje, må der ikke opstilles krukker, møbler og lignende eller ske opbevaring af nogen art på fællesarealer. Elevatordøre må ikke blokeres og eventuelle nedbrud bliver ikke udbedret i weekender eller helligdage.

§ 7

Det er ikke tilladt at bore i vægge i køkken, badeværelse og øvrige rum, hvor der bagved løber vandrør.

§ 8

Lejer har kun brugsret til det pulterrum, som står angivet i lejekontrakten. Aflåsning af rummet sker på lejers foranstaltning. Står der noget udenfor rummet, vil det blive fjernet uden varsel.

§ 9

Hoveddørene til ejendommen skal holdes lukkede. Branddøre i ejendommen må ikke blokeres.

§ 10

Det er ikke tilladt at benytte kulgrill på altaner og terrasser, herunder også engangsgrill.

§ 11

Ved problemer vedr. ejendommen og lejlighedens stand henvises til servicechef Peter Rasmussen på tlf. nr. 8616 5700 eller pr. mail pqr@delinde.dk. Ved problemer som kræver øjeblikkelig & uopsættelig udbedring, eksempelvis sprungne vandrør, smadrede ruder, kontaktes Byggeselskab Mogens de Lindes nødtelefon på nr. 2810 6549

§ 12

Reglerne i denne husorden kan efterfølgende løbende ændres eller revideres af udlejeren, såfremt der findes behov herfor, og en evt. efterfølgende ny udgave af husordenen indgår herefter som nyt vilkår for lejekontrakten jfr. Lejelovens § 15.

§ 13

Det er vigtigt at være opmærksom på at skabe et godt indeklima, ved blandt andet at sørge for at hele lejemålet opvarmes. Gode råd om indeklima:

- Luft ud 2 - 3 gange i døgnet i 5-10 minutter.
- Det er ikke tilladt at tørre tøj indendørs på tørrestativ.
- Tænd for emhætten i forbindelse med madlavning.
- Tør fliser mm. af efter bad.