Børsen Pleasure artikel
"I respekt for Arne"

Læs vores artikel fra Børsen Pleasure om Jacobsens Hvide Frabrik på Frederiksberg:

Et af Danmarks mest ikoniske, men også lidt oversete modernistiske industribyggerier, Arne Jacobsens Novo-byggeri, er ved at få en nødvendig, men også fuldstændig gennemgribende renovering. Hvor meget kan man restaurere en bygning uden at miste dens sjæl?

“JULIE ER UOMTVISTELIGT DEN DEJLIGSTE … BASTA!” står der med grafittibogstaver på den grimede S-togsbro. På den anden side af en trafikeret vej breder et omfangsrigt fabriksanlæg sig, og på den tredje side af bygningskomplekset svinger det indre Københavns eneste motorvejsbro, Bispeengbuens sekssporede motorvej, hver dag omkring 50.000 bilister forbi i anden-tredje sals højde. På gadeplan mødes to af de store trafikårer, der hver dag fragter københavnere til og fra arbejde. Fra Fasanvej og Hillerødgade er det nok de færreste, der har haft overskud til at kigge op og registrere herlighedsværdi i et kryds mellem Københavns Nordvest-kvarter, Nørrebro og Frederiksberg, hvor det på en eller anden måde altid er november og sludregn, mens motorstøj drøner i ørerne. Ikke desto mindre er den slidte industribygning på Nordre Fasanvej 215, der i 86 år har huset medicinalgiganten Novo, et fast stop for arkitektur- og designfetichister, der er i København for at studere modernistisk design, hvor både bygningens kurver og interiøret, som er skabt til den, har sat sig store og vigtige spor i den danske formgivningshistorie. Ikke at hverken fortravlede pendlere eller designstuderende ville få så meget ud af at kigge op i disse dage. Hele Novos gamle domicil er dækket af stilladser og afskærmning. Eller indenfor for den sags skyld. Her er alting pillet ned. Vitterlig næsten alting. Tilbage står rå betonpiller, nøgne betongulve og vinduesløse glughuller ud mod verden. Og så enkelte reminiscencer fra den glorværdige fortid: I indgangspartiet til bygningen er væggene endnu beklædt med travertin, en smuk dørramme med afrundede hjørner står tilbage beklædt med messing, og arkitekt Johan Gjøde kigger op ad trappeskakten og på det fritstående trappegelænder med et udtryk, der er svært at beskrive som andet end henført: “Han tænkte jo over alting, de mindste detaljer, og var inde over det hele. Se, hvor elegant det er fæstnet i trappen. Det ser nærmest ud, som om det svæver.”

“Han” er arkitekten Arne Jacobsen. Den senere så berømte arkitekt bag nogle af Danmarks mest ikoniske bygninger og møbler. Og bygningen er Novos tidligere hovedkvarter, som er et af de første, hvis ikke det første gennemførte modernistiske industribyggeri, opført i 1934, et år efter at Bauhaus-skolen blev lukket i Tyskland, og før modernismen for alvor var slået igennem som stilart i Danmark. Det var også et af de første større byggerier for en ung, fremadstormende, 32-årig Arne Jacobsen, der især havde bygget familievillaer og det ikoniske “fremtidens hus” til arkitekternes udstilling og omtrent samtidig med Novo-fabrikken fik opført Bellavista-komplekset i Klampenborg. Det er også et stykke dansk erhvervshistorie. I 1932 rykkede brødrene Thorvald og Harald Pedersen ind i Frederiksbergs sidste mejeri, Vasekilde, med deres syv år gamle virksomhed, Novo Terapeutisk Laboratorium, der eksperimenterede med at udvinde insulin fra oksers bugspytkirtler i skarp konkurrence med deres tidligere kolleger i Nordisk Gentofte (som Novo senere blev fusioneret med igen som Novo Nordisk). Mejerilokalerne på Nordre Fasanvej 215 blev imidlertid hurtigt for små, og derfor hyrede de Arne Jacobsen til at tegne et moderne produktions- og laboratorieanlæg, der hægtede sig på den oprindelige mejeriejendom i romantisk stil med bindingsværk og tårne. Det første byggeri blev det nok mest ikoniske. En moderne treetagers bygning i ren hvid beton med en buet facade med en slags karnap udenpå med en ubrudt vinduesfacade, som blev navngivet “sporvognen” af arbejderne på grund af dens særegne form. En række udvidelser fulgte efter. I forlængelse af sporvognen en kontor- og laboratorieejendom ligeledes i tre etager og stramt modernistisk formsprog med en karakteristisk udvendig trappeopgang, helt cylindrisk og af glas, så alle sider er helt eksponeret. Siden fulgte en mellembygning og bagerst et “højhus” trukket tilbage fra gaden bag en indre gårdsplads med facade ud mod S-togssporet og beklædt med en karakteristisk kobberkrone som tag. Arne Jacobsen blev husarkitekt for Novo i 40 år, tegnede også fabriksanlægget på den anden side af Hillerødgade, som i dag stadig ejes og beboes af Novozymes – og utalligt interiør og møbler til huset. Dørhåndtag, lamper og ikke mindst stablestolen Myren, som blev tegnet til direktionens kantine øverst i “højhuset”.

“Vi har et helt arkiv af tegninger, vi har overtaget fra Novo Nordisk, efter at de rykkede ud til Bagsværd. Omkring 6500 tegninger. Det var utroligt, så meget han var nede i. Vi har fundet tegninger af pillepressere, han havde designet, kapsler til insulin,” forklarer Mikkel de Linde, søn af entreprenøren Mogens de Linde, og en af hovedkræfterne i renoveringen, mens vi vandrer rundt i den rå og afpillede bygning. Familiefirmaet, der er specialiseret i køb og renovering af historiske bygninger og efterfølgende udlejning, havde længe luret på erhvervsejendommen på Fasanvej. Og da de fik muligheden, slog de til. “Der var en del andre, der var interesserede. Investeringsfonde og den slags. Men vi har den fordel, at vi har så meget erfaring med den slags renoveringer, at vi kunne slå til med det samme, mens de andre skulle have lavet alle mulige faglige vurderinger, for at vurdere om det blev for dyrt for dem at renovere. Vi turde godt tage chancen.” Opgaven har vist sig at være ret omfattende. Og dyr. Novo-komplekset havde, bortset fra en enkelt ikke så vellykket istandsættelse af en enkelt bygning i midten af 80’erne, ikke været renoveret siden opførelsen. Mejeribygningen viste sig ikke at kunne reddes og er blevet revet ned for at kunne genopbygges i en ny, større version baseret på et prospekt af Arne Jacobsen. Resten af komplekset har skullet have ny fundering en del steder, isolering, der lever op til nutidens klima- og energistandarder, og stort set alt interiør er hevet ud for igen at kunne blive installeret. Rigtig meget har skullet særfremstilles for at kunne leve op til de oprindelige tanker med bygningen. “Vi har ikke sat nogen øvre grænse i forhold til udgifter,” siger Mikkel de Linde. “For os er det en virkelig langsigtet investering og også et kærlighedsarbejde. Vi har virkelig oppet os og gjort os umage og prøvet at realisere den vision, Arne Jacobsen havde, og samtidig åbne bygningen mere op for sine omgivelser. Det er en omfattende restaurering, men vi prøver virkelig at gøre det grundigt i respekt for Arne. Også selvom det har krævet nogle ekstraordinære løsninger.” Han viser et stort trævindue frem, der står på en palle midt i et af de nøgne etagedæk. “Vi har f.eks. fået lavet otte forskellige betonprøver for at ramme den blanding, der lå tættest på den oprindelige, og fået specialfremstillet de her mahognivinduer efter Jacobsens oprindelige tegninger. Det er dyrt, når de skal sidde i hele facaden på to bygninger og dele af en tredje, og Frederiksberg Kommune – som vi har haft et fremragende samarbejde med – så også gerne vil have dem på den del, der vender ind mod gården,” konstaterer han. “Dengang fandtes der ikke så mange standardløsninger, så arkitekterne tegnede alt ned til mindste detalje. Modernismen var ung, og mange ting blev gjort for første gang. Samtidig var der en håndværksmæssig tradition fra tidligere, som gjorde det muligt at udføre detaljer i byggeriet, der kun sjældent er mulige i dag,” tilføjer Johan Gjøde lidt misundeligt. “Arne Jacobsen har jo både tegnet gerigter, fodlister og særlige profiler på vinduerne her.” Gjøde peger rundt i det højloftede rum, hvor massive betonpiller med mønstre fra de oprindelige forskallingsbrædder er det eneste, der bryder ens udsigt. “Selve bygningens layout er jo ultrafleksibelt med synlige rør og installationer. Den er konstrueret til hele tiden at kunne ændres, da alle indvendige vægge kan flyttes, og etagedækkene kan gennembrydes til nye formål. I den her bygning er konstruktionen f.eks. overdimensioneret, så der kunne bygges to ekstra etager ovenpå, hvis man en dag skulle få brug for det. Rent arkitektonisk ligger der en spændende fortælling i mødet mellem de her små sirlige detaljer og så det helt rå industrielle og dybt funktionelle udtryk, som er karakteristisk for den tidlige modernisme.”

Første del af Arne Jacobsens Novo-byggeri, den såkaldte sporvogn, blev opført i 1934, tegnet i den dengang nye modernistiske stil for Novo Terapeutiske Laboratorium, der ni år tidligere var blevet grundlagt for at lave insulin. Siden fulgte endnu en kontor- og laboratoriebygning i tre etager med det karakteristiske cylindriske glastrappetårn og efterfølgende et “højhus”. Jacobsen forblev husarkitekt for Novo, der i dag har flyttet deres hovedkvarter til Bagsværd, og tegnede bl.a. myrestolen til komplekset. Byggeselskabet Mogens de Linde, der især beskæftiger sig med at renovere ældre, markante byggerier, har købt og renoverer bygningerne. Når de er færdigrenoveret, bliver de udlejet til kontorfællesskabet Symbion, der vil lave et vækstcenter for startups, der arbejder med life science og bæredygtighed.

Rundt omkring i Danmarks store byer bliver mange gamle industribygninger i disse år omskabt til nye formål, i takt med at virksomhedernes behov ændrer sig, og de gamle industribygninger i byernes midter bliver både for utidssvarende og for værdifulde til at lade stå ubrugte hen. Og vi er faktisk generelt gode til at bevare de gamle industribygninger og tilpasse dem til nye formål, fortæller Lars Rolfsted Mortensen, programleder på Det Kongelige Akademis arkitektskoles Institut for Bygningskunst og Kultur. Her har han skrevet en ph.d. om transformation af efterkrigstidens industrielle landskaber og tilbragt tre år med at studere især de fabriks- og lagerbygninger omkring storbyernes indfaldsveje, som vi andre drøner forbi så hurtigt som muligt. “De ældre industribygninger er et felt, vi er blevet meget bedre til at værdsætte og forstå og til at istandsætte og anvende til nye formål på en måde, der respekterer bygningernes kvaliteter,” siger han og nævner Spritten i Aalborg og Maltfabrikken i Ebeltoft og den kommende omdannelse af Svanemølleværket på Østerbro til Teknisk Museum som eksempler på, hvordan byggerier, der har præget bybilledet, får et nyt liv. “Det paradoksale er, at vi faktisk tit er bedre til at bevare bygninger, der er ældre end Novo. Den tidlige modernisme var jo nærmest eksperimentalbyggeri, fordi materialerne og konstruktionsmetoderne var nye. Mange af bygningerne har vist sig svære at vedligeholde. Og samtidig kan det være svært at få til at passe til nutidens behov, fordi man jo ikke bare kan gøre det hele til kulturhuse og koncertsteder. Men man er nødt til at træde varsomt og passe på. Det er et enestående byggeri. Alene det udvendige glastrappetårn er jo en skulptur i sig selv og noget, arkitekter rejser til København for at se,” siger Lars Rolfsted Mortensen, der peger på Toms chokoladefabrik i Ballerup – som også er tegnet af Arne Jacobsen – som et andet modernistisk industribyggeri, der på et tidspunkt kan få fredningsstatus.

Den ret omfattende renovering og radikaliteten i den har også påkaldt sig kritiske røster, f.eks. fra Politikens markante arkitekturkritiker Karsten R.S. Ifversen, der bl.a. mener, at de større vinduer, der kommer i en af bygningerne mod Fasanvej, er et slags knæfald for moderne tendenser og udvander bygningens udtryk. Modsvaret fra folkene bag var, at den facadeløsning faktisk er tættere på Arne Jacobsens oprindelige udtryk, men at en senere renovering havde tilsløret det. Lars Rolfsted Mortensen mener også, at kritikken rammer ved siden af. Til gengæld har han anden: “Det er en ret voldsom restaurering. Jeg synes, det er prisværdigt, at de faktisk investerer så meget i f.eks. at lave nye vinduer efter de gamle tegninger, men jeg er ret bekymret for, at det behov for at maksimere udnyttelsesgraden og få nogle flere kvadratmeter ind i byggeriet kommer til udviske nogle af de toneangivende træk ved huset,” siger han og peger på den nye bygning i gården. “Det kan jo godt være, at man ikke kan se det ude fra gaden, men det forrykker stadigvæk på forholdet mellem bygningerne, som de er tænkt fra starten.” Andre steder, hvor pladsudnyttelsen kommer til udtryk, er i højhuset, hvor det irgrønne tag – der sad som en slags hat oven på højhuset som et vartegn, der var synligt fra tre forskellige bydele – åbnes med vinduer for at give lys til en ekstra etage, mens det genopførte mejeri får to ekstra etager på, og bindingsværket genopføres uden på betonelementer. “Det giver jo mening for developeren, at flere kvadratmeter er en bedre forretning. Men det er trist, at der på den måde malkes flest mulige kvadratmeter ud af grunden, for det svækker karakteren af det samlede bygningsanlæg,” siger han. Lars Rolfsted Mortensen begræder, at det karakteristiske køletårn – en slags mærkværdig rotunde dækket af lameller oven på en kraftig rund søjle langs S-togssporet – har måttet lade livet i processen. “Det er jeg ked af at høre. Den var også nærmest en skulptur i sig selv og noget helt specielt ved det byggeri. Jeg synes, det er en skam, at man ikke har prioriteret at bevare den slags mærkelige og bemærkelsesværdige elementer, for det fortæller jo noget væsentligt om bygningens funktion og historie.”

I sidste ende er det svært at sige, hvad der er nostalgi, og hvad der er berettiget bekymring for kulturarv. Romantisk sværmeri for rene linjer i en gritty urban kontekst og søgen efter autenticitet, der måske ikke er så autentisk alligevel, men selv er en tilpasning, der i sin tid har stukket ud som en gøgeunge i en dompaprede. Men også reel bekymring for, hvad der bliver tilbage af en bygnings sjæl, når man piller alting ud af den og putter det renskuret tilbage igen. Konfronteret med bekymringen mumler Mikkel de Linde lidt irriteret i det kortklippede skæg om nogle af de ting, der har føjet sig til bygningens oprindelige layout i årenes løb, mens vi kigger ud over byens tage i højhusets tagetage. Men tager sig så i det. “Jeg forstår godt bekymringen, og den er reel nok. Køletårnet er en af de ting, det har gjort virkelig ondt at fjerne. Vi prøvede at bevare det til det sidste, men kunne ikke,” siger han. “Sagen er, at når man først åbner en gammel bygning op på den måde, finder man jo ud af, at der er meget mere, der skal ordnes. At man er nødt til at gå mere radikalt til værks, end man havde tænkt sig. Og at det koster penge. Nogle steder er man også nødt til at tænke på økonomien i sådan et projekt – og f.eks. udnytte pladsen bedre og tilføje kvadratmeter, hvor man kan. Det er da et ømt punkt. Men jeg mener faktisk først og fremmest, at vi svarer over for Arne Jacobsen og hans vision, og at det er det, der har båret vores beslutninger. Der er jo også en bundlinje i, at Arne er synlig. I at vi bygger i respekt for Arne.”