”Det er lidt som at blive forelsket – man kan mærke det, når der er noget”

Dato26. januar 2021
Type
  • Artikler
Dato26. januar 2021
Type
  • Artikler

Sukkerhustoften i Aarhus er fra 1852 og udspringer af Frederiksbjergs første industribyggeri Sukkerhuset. For Lasse Lings, der er teknisk chef i Byggeselskab Mogens de Linde, var der ingen tvivl om at det gav mening at sætte det gamle pakhus i stand fremfor at rive det ned. Når gamle bygninger bruges til nye formål, er der større chance for at en bydel kan bevare sin identitet og stemning, påpeger professor. Tag med til Sukkerhustoften 20 år efter renoveringen.

I dag er der rent og roligt ved Sukkerhustoften på Frederiksbjerg, og fra de omkringliggende lejligheders baggårdshaver er der udsigt til den store gule bygning. Men sådan har der ikke altid været i denne ende af Jægergårdsgade. Tværtimod. Gennem årtier vendte lejlighederne ind mod snævre baggårde i et gammelt industriområde, og over området hang lugten fra oliemøllen, som aarhusianerne kaldte den tidligere Aarhus Oliefabrik.

Selv om Sukkerhustoften ikke længere lugter af industri, er vidnesbyrdet om den aarhusianske industrihistorie ikke forsvundet. I dag fremstår bygningen som et moderne erhvervshus og en naturlig del af Frederiksbjergs charmerende handelsgader og miljøet omkring Bruuns Galleri. Men Sukkerhustoften udspringer fra den ældste industribygning på Frederiksbjerg, og historien er stadig til stede i arkitekturen, ingeniørarbejdet og materialevalget. Det var afgørende at sikre både udtrykket og arven, da bygningen blev sat i stand, fortæller Lasse Lings, der er teknisk chef i Byggeselskabet Mogens de Linde og var med til at renovere Sukkerhustoften, da den forfaldne ejendom blev overtaget i 2000.

Vi er gået en tur rundt på grunden med Lasse Lings til en snak om renoveringen af det gamle industriområde.

 

Der har været industri på Sukkerhustoftens grund siden 1850’erne. Aarhus Oliefabrik brugte den nuværende bygning som pakhus.
Der har været industri på Sukkerhustoftens grund siden 1850’erne. Aarhus Oliefabrik brugte den nuværende bygning som pakhus.
Der har været industri på Sukkerhustoftens grund siden 1850’erne. Aarhus Oliefabrik brugte den nuværende bygning som pakhus.

”Det var et kæmpe produktionsanlæg, der stod her. Der var industri ud i hver en krog,” fortæller Lasse Lings og peger om bag bygningen, hvor der som nærmeste nabo til Sukkerhustoften i sin tid lå en sukkerproduktion og en bødker i den lille, snævre baggård.

”Der stod stadig tønder i den gamle tøndefabrik ud mod H.N. Clausensgade. Det hele stod nærmest, som havde man bare rejst sig og var gået i frokostpausen. Og derovre bagved løb Aarhus Oliefabriks tunnel, der førte ned til havnen,” tilføjer han og retter blikket mod det bagerste af grunden i retning mod Brammersgade.

Her forbandt en tunnel fra 1942 den gamle oliemølle i Jægergårdsgade med Aarhus Oliefabriks byggeri på havnen og gjorde det muligt at pumpe råolie direkte fra produktionen på Frederiksbjerg ned til havneanlægget, hvor det blev skibet ud til store dele af verden. Tunnelen gik fra Brammersgade over Heibergsgade til Sydhavnsgade og havde opgange flere steder. Tidligere ansatte på Aarhus Oliefabrik har de senere år fortalt, hvordan den underjordiske gang under Anden Verdenskrig blev brugt af modstandsbevægelsen som flugtvej eller for at undgå tyskerpatruljer.  

Oliemøllen - én af byens største arbejdspladser

Sukkerhustoften opføres som udbygning til det første fabriksbyggeri i et lille industrikvarter, der opstår i anden halvdel af 1800-tallet mellem banegården og havnen. Gennem sine første 40 år fungerer bygningen skiftevis som klædefabrik, sukkerraffinaderi og siden kaserne, indtil den i 1892 bliver købt af Aarhus Oliefabrik og brugt som pakhus og produktionsanlæg.

Og oliemøllen har virkelig været noget, når det gælder byens industrihistorie. På sit højdepunkt i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede er den en af byens største arbejdspladser og beskæftiger hver 10. arbejder i Aarhus på sine to fabriksanlæg, der ligger på havnen og i Jægergårdsgade.

Aarhus er ellers ikke nogen industriby i klassisk forstand, som eksempelvis Aalborg og København. Tværtimod er den primært en service- og handelsby, og faktisk er det på ingen måde nogen selvfølge, at Aarhus imod slutningen af 1800-tallet bliver Jyllands hovedstad og den næststørste by i Danmark, påpeger historiker og professor fra Syddansk Universitet, Steen Bo Frandsen, som er født og opvokset i Aarhus og forfatter til bogen ’Opdagelsen af Jylland’.

”Aarhus overtager pladsen som Jyllands største og vigtigste by fra Aalborg, da tyngdepunktet på halvøen flyttede til Østjylland. Og derudover vandt de østjyske byer kampen om jernbanen over det centrale Jylland og især Viborg i 1850 og 1860erne. Med den geografisk set perifere beliggenhed bliver Aarhus således den jyske parallel til Københavns plads på danmarkskortet. Det skyldes ikke mindst, at Aarhus blev et brohoved på halvøen for København af logistiske grunde og var begunstiget af Danmarks bedste havn,” forklarer Steen Bo Frandsen.

Og det er lige der, mellem datidens to vigtigste muligheder for transport – banen og havnen – at Sukkerhustoften placeres og gennem 100 år fungerer som lagerbygning for den oliemølle, der bygges i slutningen af århundredet. Da Aarhus Olie i 1871 stiftes under navnet Aarhus Palmekærnefabrik, opføres der en ny fabrik på grunden, hvor man presser planteolien af palmekerner, nødder, frø og frugter, og både olien og pressekagerne – det restprodukt, som bliver tilovers efter presningen – sælges som dyrefoder. Produktionen fører et ekspansivt eksportmarked med sig, og særligt Rusland tager olieprodukterne til sig. I slutningen af 1800-tallet lægges produktionen om, således at det primært er sesam-, jordnødde-, kokos- og palmekerneolie, der presses til margarineproduktion. Aarhus Oliefabrik stod i 1930’erne for cirka en tredjedel af havnens omsætning og en fjerdedel af banegårdens indtjening på udgående gods. Som en af Danmarks største eksportvirksomheder fik Aarhus Oliefabrik tilladelse til at bygge den 450 meter lange tunnel mellem oliemøllen på Frederiksbjerg og sit anlæg på havnen, som gjorde det muligt at pumpe råolien gennem rør direkte fra møllen til havnen.

Selvom den sidste olie for længst er presset i Sukkerhustoften, har funktionen som lager efterladt sig flere spor, som stadig kan ses i dag i den moderniserede bygning.

Det er lidt som at blive forelsket. Man ved jo ikke rigtig, hvad man går ind til, men man kan mærke det, når der er noget. Og historien bag Sukkerhustoften og det at vide, at her har været noget helt særligt, er spændende.Lasse Lings, Teknisk chef, Byggeselskab Mogens de Linde
Luft, lys og lyd er afgørende i dag

I dag ligger Sukkerhustoften stadig centralt i Aarhus og er indrettet som moderne kontor med plads til hæve-sænkeborde, fladskærme og fleksible mødelokaler. Men bygningens arv og historie er ikke til at komme udenom. Indenfor vidner lange rækker af massive paddehat-formede betonpiller om, at gulvene oprindeligt er bygget til et pakhus – blandt andet blev der i sin tid opbevaret 1.400 tons sesamfrø i bygningen.

”Den slags betonpiller og -gulve lader sig ikke lige flytte,” fortæller Lasse Lings og tilføjer, at man traf et bevidst valg om at bevare så mange af de historiske indtryk inden døre som muligt, da arbejdet med at modernisere og restaurere Sukkerhustoften gik i gang.

Også de gamle, riflede jernplader, der blev brugt som underlag til at køre datidens tunge sækkevogne med metalhjul på, er bevaret og brugt som inddækning i vinduerne i den restaurerede bygning. Netop vinduerne – eller manglen på samme – er et andet eksempel på bygningens fortid. For i en lagerbygning fra 1800-tallet var der ikke brug for vinduer, som der er det i en moderne kontorbygning i dag.

”I dag er lyd, luft og lys helt afgørende, når vi taler om moderne kontorarbejdspladser,” forklarer Lasse Lings.

Derfor blev der specialfremstillet store jernvinduer til Sukkerhustoften, som passede til konstruktionen og den industrielle stil. Selv om det ikke er de originale vinduer, er de alligevel med til at understrege bygningens historie. De blev malet i en støvet grågrøn farve, der matcher de gule mure. Sukkerhustoften har gennem tiden haft gule mure, men farvevalget var alligevel lidt af en udfordring, for ”gul er jo ikke bare gul”, som Lasse Lings siger.

”Derfor allierede vi os med en arkitekt, der er specialist i farvevalg, og hun kunne rådgive os, så bygningen kunne bevare sit historiske præg,” uddyber han.

Istandsættelsen af Sukkerhustoften tog tre år. Lasse Lings husker tydeligt, da planerne om at istandsætte det gamle pakhus til moderne formål begyndte at tage form. Selv om bygningen var forsømt og forfalden, var han ikke i tvivl om, at den bør bevares.

”Det er lidt som at blive forelsket. Man ved jo ikke rigtig, hvad man går ind til, men man kan mærke det, når der er noget. Og historien bag Sukkerhustoften og det at vide, at her har været noget helt særligt, er spændende,” siger han.

Jernfliser, som blev brugt som underlag til de tunge sækkervogne, ses i dag i vinduespartier og trappeopgang på Sukkerhustoften.
Jernfliser, som blev brugt som underlag til de tunge sækkervogne, ses i dag i vinduespartier og trappeopgang på Sukkerhustoften.
Jernfliser, som blev brugt som underlag til de tunge sækkervogne, ses i dag i vinduespartier og trappeopgang på Sukkerhustoften.
Bygningens historie og dens rolle i byens udvikling er spændende og en del af byens arv, og det er vigtigt at bevare.Lasse Lings, Teknisk chef, Byggeselskab Mogens de Linde
Attraktiv beliggenhed – dengang og nu

Da Byggeselskab Mogens de Linde rykker ind i Sukkerhustoften i år 2000, er mere end 100 års historie med industri i centrum af byerne – tæt på havnen og på banen – ved at være et overstået kapitel. Ikke kun i Aarhus og Danmark, men over hele Vesteuropa. Industrien har omkring årtusindeskiftet efterhånden fået motorvejen som sin foretrukne færdselsåre og sammen med nye produktionsformer, som alligevel kræver nye faciliteter, bliver det mere attraktivt at placere sig i nye industrikvarterer udenfor byernes centrum i nye og moderne industribygninger, hvor der er langt bedre plads end i de gamle bykvarterer.

Allerede op gennem 1980’erne og 1990’erne bliver området omkring Jægergårdsgade attraktivt for særligt det hastigt voksende antal studerende i byen. Da Steen Bo Frandsen selv læser historie på Aarhus Universitet, er der allerede mange, der bosætter sig i det gamle industrikvarter og dets små arbejderlejligheder. Sammen med de studerende kommer flere barer og cafeer til kvarteret, og i dag er området omkring den gamle industrigrund et levende og forskelligartet kvarter.

”Når man udnytter gamle anlæg, som der ikke længere er brug for, til nye formål, kan der være en større chance for, at en bydel kan bevare en identitet og stemning,” fortæller Steen Bo Frandsen, som tilføjer at en historisk identitet aldrig er skidt for en by, men at ombygningens succes samtidig ikke kan tages for givet.

Lasse Lings står også fast på, at ”en by har brug for noget, der er gammelt.” Og det i øvrigt også selv om den umiddelbare forelskelse i en historisk bygning ofte ret hurtigt må vige for det hårde arbejde, der skal til, før bygningen kan tage hul på sit nye liv. For selv om arbejdet med at modernisere og restaurere ofte er både dyrere og mere tidskrævende end at rive ned og bygge nyt, er det arbejdet og tålmodigheden værd, mener han.

”Bygningens historie og dens rolle i byens udvikling er spændende og en del af byens arv, og det er vigtigt at bevare,” siger Lasse Lings.

Relaterede artikler

Dato15. januar 2021
Type
  • Artikler
Kontorhotellet udnytter Coronatiden...
Dato08. december 2020
Type
  • Artikler
Fra Madeira til Kuglegården - og tilbage igen...
Umoden vinranke i forsommeren 2020.