Fra Madeira til Kuglegården - og tilbage igen...

Langs murene på Kuglegården vokser historien om Madeira-vinen, der skulle (og stadig skal) så grueligt meget igennem. Vi lægger fra land med en dansk vinbonde, der kan sit håndværk, inden turen går langt tilbage i tiden og ud på verdenshavene, hvor vi blandt andre møder amerikanske præsidenter med hang til hedvin og danske søfolk med hang til souvenirs. Velkommen ombord.

"Høsten i år har ikke været så god," siger Jean Becker, der står for at passe de historiske vinstokke på Kuglegården. "De har givet 16 kilo druer. Det svarer til 16 flasker. Men jeg bruger halvflasker, så dem bliver der cirka 30 af, når den tid kommer. Men nu skal vinen jo først lige ligge på fad i mindst seks år."

Vinstokkene på Kuglegården er af sorten Malvasia fra Madeira, og den portugisiske hedvin kræver en bestemt behandling for at leve op til sit navn. Det handler om iltning og temperaturskift.

"Jeg holder fadene indenfor fra efteråret og vinteren over, men til påske kommer de ud at ligge på min terrasse," siger Jean Becker, vinbonde siden 1998 og tidligere formand for Foreningen for danske Vinavlere. Jean Becker forpagter Danmarks ældste vinmark på Furesødal ved Birkerød og har også sine egne marker. Desuden har han i 15 år haft ansvaret for Kuglegårdens vin med alt, hvad det indebærer – fra pleje og beskæring til høst, vinificering og salg af det eftertragtede resultat. I de gode år bliver det til 100 flasker, men kun hvert andet eller tredje år modner druerne ordentligt. Sidste år blev de ramt af både meldug og vinskimmel, så der var ikke noget at komme efter.

"Det er første gang i femten år, jeg har set vinskimmel her," konstaterer Jean Becker og fortæller, at han har pæne forventninger til høsten næste år, dels fordi stokkene forhåbentlig alle er sunde og raske til den tid, og dels fordi de nyere stokke sandsynligvis også vil begynde at give mere. I sin tid på Kuglegården har Jean Becker plantet flere stiklinger for stille og roligt at lade vinen brede sig. I dag er der i alt 18 vinstokke. De tre oprindelige står op ad muren langs hovedfløjen til højre, når man kommer ind gennem Kongeporten ude fra vandsiden. De er efterhånden et godt stykke over 100 år gamle – men for at få hele deres historie med skal vi lige en tur tilbage til år 1419.

Kaptajn João Gonçalves Zarco og hans mænd er egentlig sendt ud af den portugisiske kongesøn Henrik Søfareren for at udforske den afrikanske vestkyst, men et uvejr i sommeren 1419 tvinger skibet ud af kurs. Da de pludselig kan se land, skal det vise sig at være en vulkanisk øgruppe, som er tæt bevokset med skov og frodig vegetation. Henrik Søfareren beordrer dem til at kolonisere de frugtbare øer og sætte ild til bevoksningen, så jorden kan dyrkes. Branden varer syv år. Herefter vokser befolkningstallet hastigt, og Madeiras næringsrige jord beplantes med hvede, sukkerrør og vinstokke. Sukkerdyrkningen bliver en altoverskyggende succes. Midt i 1400-tallet er Madeira den største leverandør af sukker til det europæiske marked, men hård konkurrence fra især Brasilien gør, at prisen på sukker i Europa halveres fra år 1470 til 1500. Afkastet daler gevaldigt, og i løbet af 1500-tallet begynder flere og flere af øens bønder at dyrke vin i stedet for sukker. Mange af tidens opdagelsesrejsende, herunder den navnkundige kaptajn Cook, benytter Madeira som et stop på vejen mod Østen eller Amerika, og rigelige mængder vin til den videre færd er naturligvis en vigtig del af provianteringen.

En opdagelsesrejse kunne vare i mange måneder, så for at forlænge vinens holdbarhed tilsatte producenterne en neutral sprit. På verdenshavene blev vinen udsat for høje temperaturer i lasten, mens bølgernes skvulpen iltede vinen undervejs. Den hårdhændede behandling "ødelagde" så at sige vinen, som dermed opnåede den enestående robusthed og ganske særlige smag, der skulle blive kendetegnende for Madeira. Man havde simpelthen aldrig smagt noget lignende. Tilmed blev vinene kun mere smagfulde med alderen, og selv i åben tilstand kunne en flaske Madeira holde sig utroligt længe. Tidens boom i eventyrere og handelsskibe medførte en lind strøm af sørøvere, og de var med til at distribuere Madeira-vinen og udbrede dens popularitet over hele verden. Også i finere kredse blev Madeira en yndet drik. Blandt tilhængerne var Winston Churchill, Benjamin Franklin, Napoleon Bonaparte, Thomas Jefferson og George Washington, som efter sigende drak et glas til sin mad hver aften. Og da den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet 4. juli 1776, blev der skålet i Madeira rundt om bordet for at fejre begivenheden på behørig vis.

Mens Madeiraen går sin sejrsgang i store dele af verden, er det danske kongerige godt i gang med at forsvare sin position som en sømilitær stormagt. Landets nye flådebase er under opførelse på Holmen i København. Byggeriet af Kuglegårdens hovedfløje starter i 1741, og 30 år senere tilføjes de to sidefløje for at fuldende det imposante militæranlæg. Formålet med at styrke flåden er ikke mindst at kunne beskytte de danske handelsfartøjer. Flåden er naturligvis en krigsflåde, men i høj grad også en handelsflåde, for størstedelen af landets indtægter kommer fra sukkerproduktionen på De Dansk Vestindiske Øer. Kolonien i Caribien er ekstremt vigtig for kongerigets velbefindende, så der er konstant et orlogsskib udstationeret ved Charlotte Amalie, som i starten af 1800-tallet er Danmarks næststørste by. Hvert efterår er der vagtskifte. Skibet skal til Danmark og vedligeholdes, og besætningen skal genforenes med familien efter et helt års fravær. Med afløseren på plads går turen hjemad. Madeira er en oplagt mellemstation, og hvert år er Funchal leveringsdygtig i friske forsyninger til den sidste del af hjemrejsen. Men cirka i år 1870 bliver der provianteret lidt ud over det sædvanlige. Et par besætningsmedlemmer finder på at skaffe nogle stiklinger af øens kendte vinstokke og tager dem med til Danmark. Planterne overlever turen og sættes i jorden tre steder, henholdsvis ved Nysø Gods (som var ejet af søofficer Henrik Stampe), i en baggård i Nyboder (som var hjem for mange søfolk) og langs muren på Kuglegårdens sydlige hovedfløj. Klimaet på Madeira er subtropisk, men ganske overraskende viser det sig, at stiklingerne trives fint på dansk grund. DNA-test af eksemplarerne på Kuglegården har senere vist, at der er tale om Malvasia, som er den første druesort, der blev plantet på Madeira tilbage i 1400-tallet. Malvasia stammer oprindeligt fra Kreta og er en hårdfør sort – men det er ikke nok til at redde den, da katastrofen rammer Madeira i 1873.

Fra rundt regnet 1870 og frem til starten af 1900-tallet bliver de europæiske vinmarker hærget af vinlusen phylloxera, som er kommet til Europa fra Nordamerika, hvor vinstokkene er immune over for lusene. Men i Europa har de frit slag. Phylloxera breder sig som en steppebrand og ødelægger bogstaveligt talt samtlige vinmarker i Europa. Den ene vinbonde efter den anden bliver ruineret. Det er en katastrofe uden lige. Da mareridtet er overstået, og vinlusene har spoleret alt, hvad der var at komme efter, skal hele Europas vinbranche starte fra nul. Hver eneste mark skal opdyrkes med nye planter, og løsningen bliver at bruge amerikanske vinstokke, som så kan podes med de europæiske sorter. I dag har stort set alle europæiske vinstokke stadig amerikanske rødder, som er resistente mod phylloxera. Samme løsning vælger man på Madeira. Det præcise forløb herefter er lidt uklart, men historien er, at en dansk diplomat er på besøg i Funchal, hvor han hører om krisen blandt øens vinavlere. De er både ramt på pengepungen og på stoltheden. Produktionen er oppe at køre igen, men vinen er ikke den samme. Diplomaten kommer i tanker om de planter, han som ung søofficer selv var med til at tage med hjem fra Madeira, og han får arrangeret, at podekviste fra de oprindelige planter bliver sendt tilbage til Madeira, hvor de bliver grundlaget for en fornyet opblomstring af øens vinproduktion baseret på de gamle druesorter.

Om det er hele den sande historie er umuligt at sige med sikkerhed. Men sikkert er det, at der på Madeira i dag laves fremragende vine på Malvasia-druer. Og det havde næppe været muligt uden den danske flådes uforvarende redningsaktion for 150 år siden ...