Efter at have været i Forsvarets besiddelse uafbrudt siden opførelsen i 1741 blev nøglerne til Kuglegården i efteråret 2017 overdraget til Byggeselskab Mogens de Linde, som i løbet af de seneste fire år har brugt rigtig meget krudt på restaureringen af kongerigets gamle flådebase. Undervejs er der truffet nogle store og skelsættende beslutninger, og særligt den ene betragter arkitekt og projektleder Lars Kirkeby som kronen på værket ...

Gennem sin snart 40 år lange karriere har arkitekt Lars Kirkeby specialiseret sig i restaurering af fredede ejendomme, og cv'et fortæller blandt andet om seks år i Slots- og Kulturstyrelsen. Siden efteråret 2017 har Lars Kirkeby været projektleder på restaureringen af Kuglegården på Holmen i København, og den garvede arkitekt kan se tilbage på forløbet med stor tilfredshed.

"Vi har lavet nogle ret voldsomme tilbageføringer, hvor vi har gjort noget, som vi reelt ikke havde behøvet at gøre, men som har fået en væsentlig betydning for resultatet," siger Lars Kirkeby, "For eksempel at tilbageføre husene til at have de store portåbninger i stueetagen. Det var dybest set ikke nødvendigt. Vi kunne sagtens have udlejet lokalerne i stueetagen uden at bruge krudt på at genskabe portene. Vi kunne bare have beholdt de almindelige vinduer der var sat i. Men det havde ikke været i tråd med Kuglegården. Det havde simpelthen været kedeligt. Det havde både indefra og udefra været en kedelig, banal løsning – hvorimod portene virkelig har givet stedet et enormt løft."

Da Byggeselskab Mogens de Linde overtog Kuglegården, var der fem sporadiske porte i forskellige falmede varianter af blå fra Forsvarets tid. Resten af porthullerne var enten muret til eller fyldt ud med vinduer. Den ene af de fem porte viste sig at være en senere rekonstruktion, og en anden var i ekstremt dårlig stand. De resterende tre blev restaureret og genbrugt, og til de øvrige porthuller er der snedkereret nye porte med en flammeret beklædning som på ældre porte på stedet. I flere af de tilmurede porthuller sad stadig de originale stabler, som er den faste del af hængslet, der sidder i murværket. Ud fra disse gamle hængsler har Byggeselskab Mogens de Linde fået en smed til at fremstille tro kopier til de øvrige porthuller.

Den gamle port, der var i dårlig stand, blev skilt ad for nærmere undersøgelse. Håbet var at finde farvespor, men heldet var ikke med Lars Kirkeby og kollegerne. Det var dog heller ikke forventet.

"Der er sandsynligvis ikke meget originalmateriale tilbage i de gamle porte, andet end hængslerne. Træ, som er udsat for vind og vejr, forgår jo med tiden. En træport holder altså bare ikke i 250 år. Men vi ved fra gamle akvareller, at portene på et meget tidligt tidspunkt har været okkerfarvede, så det besluttede vi sammen med Slots- og Kulturstyrelsen at basere vores genskabelse på," siger Lars Kirkeby og fortæller, at en farvekonservator fra Nationalmuseet blev involveret for at hjælpe med at finde frem til den helt rigtige okkernuance.

"Gennem sit virke har hun tidligere konstrueret nogle farver til restaurering af Eremitageslottet, som er nogenlunde jævnaldrende med Kuglegården, og vi endte faktisk med at bruge en af hendes farver derfra. Den fungerede rigtig godt her, da vi fik den malet op som prøve, så det blev den, vi kørte med," siger Lars Kirkeby og tilføjer, at okker var en farve, som var gængs i 1700-tallet, og at farvevalget således også afspejler den periode, hvor Kuglegården blev opført.

Til at skabe det ønskede resultat allierede Lars Kirkeby sig med maler og farveekspert Sten Valling, som fra 2004 til 2018 drev Byens Farve på Esplanaden i København. Siden han besluttede at lukke sin fysiske forretning, har Sten Valling brugt sin erfaring og ekspertise som rådgiver, ligesom han er manden, der ved, hvordan man blander den optimale maling – både hvad angår farve og type. Og der var ingen tvivl om, at linoliemaling var det eneste rigtige valg til portene på Kuglegården.

"Linoliemaling har to store kvaliteter," siger Sten Valling, "For det første en bevaringskvalitet, fordi en linoliemaling er diffusionsåben, det vil sige, at den fugt, der trænger ind i træet, kan komme ud igen. Og den anden store kvalitet er, at linoliemaling ældes med ynde. Farven får nye facetter med tiden og changerer under påvirkning af sol og regn, og det giver et interessant og levende udtryk."

Linolie udvindes fra hørfrø, og linoliemaling har været almindeligt brugt siden 1600-tallet og frem til omkring 2. verdenskrig, hvor den råoliebaserede og terpentinholdige alkydmaling begyndte at tage over, ligesom den vandopløselige akrylmaling hurtigt vandt udbredelse. Linoliemalingen blev mere og mere forbeholdt fagfolk, og sådan er det stadig i dag.

"Linoliemaling skal håndtones," siger Sten Valling, "Og det skal man have øje for. Det var jo noget, alle malere kunne for halvtreds år siden, da jeg blev udlært, men faget har selvfølgelig ændret sig. Jeg har så bare vedligeholdt mit gamle håndværk gennem årene."

"At vi har fået genskabt de porte er virkelig en berigelse til stedet," supplerer Lars Kirkeby og slår fast, at "Historisk og æstetisk er det en af de vigtigste og mest betydningsfulde beslutninger i hele den her restaureringsproces."