Fra karetværksted og stentrykkeri til lyse lokaler med historie og sjæl

Karetmagergården er en smuk og stemningsfuld bygning i Aarhus’ charmerende latinerkvarter, som de fleste i dag vil betragte som en vigtig del af både byhistorien og kulturarven. Men i mange år var det langtfra givet, at bygningen ville blive stående – og slet ikke at den skulle blive et eftertragtet lejemål. I dag er huset påskønnet af Aarhus Kommune for sin velholdte fremtræden, og bygningen indgår som en del af nutidens fortælling om latinerkvarteret og det historiske Aarhus.

Karetmagergården i centrum af Aarhus har adresse i Graven, som lokale kendere udtaler med et langt A – og ikke med et kort, som i den grav, men helst ikke bør grave for sig selv. Gaden løber fra Klostergade mod vest og ender i krydset med Mejlgade mod øst, og det er netop her i området, man finder de gamle, små og farverige huse med deres caféer, restauranter og specialbutikker, som til sammen danner Latinerkvarteret i Aarhus. Det er et af byens allermest eftertragtede og charmerende områder – men sådan har det ikke altid været.  

Graven har sit navn fra de voldgrave, der helt fra vikingetiden beskytter byen mod nord. De tidligste kilder, der nævner bebyggelser i Graven, er fra midten af 1400-tallet, og det er også på den tid, at voldene bliver sløjfet, og Aarhus vokser mod nord. Men det er ikke store gårde eller huse, der bliver anlagt her; bebyggelsen i Graven består primært af små boder, som huser smedjer og slagterier, brændevinsbrænderier og koholderier. De huse, der ligger i gaden i dag, stammer primært fra 1800-tallet. Det gælder også Graven 23-25 fra 1873 – bygget som karetværksted – hvis port mod gaden har to små butikker på hver side med lejligheder ovenover, en brostensbelagt gård og et baghus, der tidligere blev brugt til industri.

”De fire små butikker og lejlighederne, der hørte til, havde kun et enkelt lokum, som de i øvrigt måtte dele med trykkeriet i baghuset,” fortæller Mogens de Linde, da vi mødes i Karetmagergården til en snak om renoveringer af gamle huse og historiske bygninger.

Byggeselskab Mogens de Linde har været på stedet i snart 40 år, men i begyndelsen af 1980’erne var der ikke – som i dag – den samme enighed om, at gamle bygninger var værd at bevare.

”Man fik ikke nødvendigvis nemme stjerner hos kommunen dengang, hvis man gerne ville renovere de gamle huse og bevare områdets karakter,” siger Mogens de Linde om den tid, hvor byfornyelserne i landets største byer for alvor gik i gang, og hvor mange gamle huse blev revet ned og erstattet af nye.

Inde i den brostensbelagte gård viser minderne fra historien sig hurtigt.

”Vi fjernede asfalten, som gården var belagt med, for at få de gamle brosten frem – og så dukkede det lange spor, som ligger hele vejen over gården, frem” fortæller Mogens de Linde.

”Det ligger der, fordi der i gamle dage var en bødker i baghuset, som havde brug for at kunne trille sine tønder fra sit værksted ud til porten, uden de gik i stykker på brostenene. Derfor lagde man et spor ned, og det har vi selvfølgelig beholdt,” forklarer han.

I gården står også et stort lindetræ i hele husets højde, som håndværkerne passede godt på under renoveringen. Træet nyder godt af Gravens fortid som tidligere voldanlæg, hvor jorden fra volden blev brugt til at fylde voldgraven op med, så jorden under gården er naturligt fugtig og nærende Samtidig skaber træet også så god en akustik i gården, at der tidligere har været afholdt koncerter derinde, da der i en periode var musikere i huset.”

Der har dog ikke altid været helt så idyllisk, som her er i dag,” fortæller Mogens de Linde, og tilføjer, at håndværkerne udover asfalten på brostenene også fjernede en mængde efterladenskaber både fra duer og af den slags, man bruger, når man prøver ikke at få børn.

”Det foregik ting og sager i området dengang. Det var et område med noget for alle, og det kan jeg godt lide: Det selvgroede og det særegne,” siger han.

Lidt af den gamle latinerkvartersstemning, kan man stadig opleve i dag, når gården blandt andet bliver brugt til det årlige baggårdsmarked i august, som Rasmus Matthiessen og tøjmærket LAKOR, som holder til i butikken mod gaden i nummer 25, står bag.

”Vi inviterer vores kunder og naboer med, når vi holder marked, og gården med sit store træ er virkelig gode omgivelser til det,” fortæller Rasmus Matthiessen, som også er medlem af bestyrelsen for handelsstandsforeningen i Latinerkvarteret.

”Vi holder også Latinerfestival om foråret og Høstfestival om efteråret, og når resten af landet holder Black Friday i november, holder vi Slack Friday. Vi serverer sort kaffe og slapper af i stedet for at ræse rundt for at spare penge. Vi vil hellere have gode priser hele året og friste kunderne med god service og grundighed i stedet for slagtilbud,” siger han.

Byggeselskab Mogens de Linde køber i starten af 1980’erne bygningen af to herrer, Jensen og Jensen, der indtil da, driver et trykkeri i baghuset. De laver forskellige slags by- og vejkort, men efterhånden som den slags mere og mere bliver lavet på computer, er der ikke længere en god forretning i at blive ved på den gammeldags facon, og stedets lange historie som trykkeri får en ende.

Det var også her i huset, at den helt unge Hans Hansen fra Lollandsgade 23, den yngste af en søskendeflok på 11, kommer i lære som stentrykker. Allerede som 16-årig er han formand for lærlingeforeningen i Aarhus, og som 44-årig bliver han Danmarks statsminister og bedre kendt som Hans Hedtoft.

”Noget af det første vi gjorde var at grave kælderen ud, så vi kunne støbe et fundament under huset, så det ikke kunne sætte sig mere, end det allerede har gjort,” fortæller Mogens de Linde.

Selvom træet i gården nyder godt af den bløde jord, kan man tydeligt se på karme og døre for eksempel, at huset gennem årene har sat sig.

”Indenfor måtte vi totalrenovere,” siger Mogens de Linde, men de gamle malede stenvægge med bindingsværk, som vidner om bygningens alder, står her endnu sammen med nogle af de gamle søjler, der holder lofterne oppe. Da kælderen under huset bliver gravet ud under renoveringen, dukker både egetræ fra vikingetiden, gamle skeletdele fra en ko og en gris frem – og et lerpotteskår fra 1500-tallet, som i dag pynter i et af kontorernes vindueskarm.

Mogens de Linde fortæller, at lejernes smag og behov ændrer sig over tid, ligesom retningslinjerne for renovering af gamle huse og de materialer, der er til rådighed, forandres. ”Det handler om balance – man må være fleksibel og indstillet på, at investeringen er på den lange bane” siger Mogens de Linde.

”Man må indrette sig efter, hvad der er muligt, og hvad lejerne ønsker. Man kan ikke nødvendigvis bare lægge en plan og så tro, at den bare holder uden at blive ændret.”

For eksempel blev nogle synlige rør i baghuset, som for nylig er sat i stand igen, ikke lagt ind i en gipskasse, som man formentlig ville have gjort i 1980’erne og 1990’erne. I stedet blev rørene beklædt med gaze og malet, som man gjorde det før i tiden.

”Der er i øvrigt ikke noget her, som er lige – så man kan ikke bruge et vaterpas til ret meget. Alt må laves på baggrund af, hvad der ser lige ud,” forklarer Mogens de Linde.

Rasmus Matthissen og LAKOR i nummer 25 er enig. ”Hvis man lægger en flaske på gulvet inde i butikken, ville den nok trille lidt” griner han og fortæller, at ”det er stenene på væggene, spærene i loftet og de gamle gulvbrædder, der er med til at skabe nogle gode rammer for virksomheden.”

Rasmus Matthissen synes, at bygningens lange historie er spændende, og at det er hyggeligt, når forskellige mennesker kigger ind i butikken og fortæller deres historier om huset.

”Det sker faktisk ret ofte, at folk fortæller os om deres minder med stedet her, for eksempel fra deres barndom, eller at deres moster arbejdede her og den slags. Der er superfedt at se den gensynsglæde hos folk,” fortæller han. 

”Vi kan godt lide stemningen her, hvor byens puls møder det lokale og lidt mere tilbagetrukne,” siger Rasmus Matthiessen, som har haft butikken i fire et halvt år, og som var fast besluttet på at virksomheden skulle have hjemme i Latinerkvarteret.

”Her kan vi tage os tid til den enkelte kunde, og der er plads til både personlighed og mangfoldighed i denne ende af byen. Vi er selv et brand, der kombinerer den gamle danske fiskerkultur med den nye danske surferkultur i vores tøj, så blandingen af det gamle og det nye sammen med ånden og historien i Karetmagergården passer godt til os,” slutter han.