"En trappe, hvor det moderne og det historiske går op i en højere enhed."

Dato08. marts 2021
Type
  • Artikler
Dato08. marts 2021
Type
  • Artikler

Kuglegården på Holmen i København har de senere år udviklet sig fra et lukket militærområde til et livligt erhvervsområde, hvor markante virksomheder inden for tech og design har fundet et domicil, som understøtter deres værdier. Autentisk, æstetisk, funktionelt og fremsynet er ord, der både kan forbindes med Kuglegården og Trappefabrikken – en af de fagspecialister, som Byggeselskab Mogens de Linde allierede sig med under restaureringen af den gamle flådebase.

"Vores opgave var at forbinde etagerne i den ene af Kuglegårdens hovedfløje," siger Henrik Haahr, der er direktør for Trappefabrikken, som blev grundlagt i Ølgod i de glade tressere. Hovedkontoret ligger stadig i den vestjyske fødeby, men mange af opgaverne er i Københavnsområdet, så den hæderkronede virksomhed har også kontor og showroom i Birkerød.

Da Byggeselskab Mogens de Linde overtog Kuglegården i efteråret 2017, var der ingen tvivl om, at en udskiftning af trapperne i den sydlige hovedfløj var påkrævet. 

"Den eksisterende trappe var meget bastant og var primært udført i glas og stål," siger arkitekt og restaureringsspecialist Lars Kirkeby, der som Byggeselskab Mogens de Lindes projektleder har stået for den gennemgribende restaurering af hele den gamle flådebase fra 1741. Lars Kirkeby fortæller, at den eksisterende trappe kun gik fra stuen til første sal i den tre etager høje bygning, så både funktionelt og æstetisk var det nødvendigt med en ny løsning. Sammen med sin kollega, teknisk chef Lasse Lings, tegnede Lars Kirkeby selve trapperummet, hvorefter Elgaard Architecture blev bedt om at komme med forslag til den nye trappe. Elgaard Architecture har specialiseret sig i bevaring af kulturarv og historiske bygninger og har tidligere udarbejdet den meget omfattende, bygningshistoriske redegørelse, der ligger til grund for restaureringen af Kuglegården.

"Rundt om bordet var der enighed om at gå efter en moderne trappe med en historisk reference, og efter et par forsøg fandt vi frem til den nuværende udformning," siger Lars Kirkeby. Herfra blev stafetten givet videre til Trappefabrikken.

Slots- og Kulturstyrelsen har fra starten krævet, at en eventuel ny trappe skulle udføres i fyrretræ. Men selvom det på flere måder var en bunden opgave, var det en særdeles spændende udfordring for Henrik Haahr og hans kolleger på Trappefabrikken.

"De første møder handlede meget om detaljenørderi," siger Søren Kargo Hvid, projektleder hos Trappefabrikken, og spørger retorisk: "Hvordan laver man en løsning, som funktionelt er i top og designmæssigt er i tråd med arkitekturen og historien? Det kom der noget interessant sparring ud af." 

"Kunsten var også at få trapperne tilpasset de eksisterende forhold," mener Søren Kargo Hvid, inden Henrik Haahr får det sidste ord: "Det har været en rigtig god proces, og vi synes, at vi sammen har fået skabt en trappe, hvor det moderne og det historiske går op i en højere enhed."

Relaterede artikler

Dato02. februar 2021
Type
  • Artikler
  • Projekter
Genindvielse af en 270 år gammel industrihistorie
Dato15. januar 2021
Type
  • Artikler
Kontorhotellet udnytter Coronatiden...