Centralværkstederne: En lomme af industrihistorie midt i Aarhus’ nye skyline

Centralværkstederne er et vidnesbyrd om jernbanens vigtighed for Aarhus. De var landets største tog- og lokomotivværksted og arbejdsplads for flere tusinde aarhusianere gennem 150 år. Værkstederne er i dag fredet og blev gennemrenoveret da området blev overtaget af Byggeselskab Mogens de Linde. Der er nemlig nyt liv i bygningerne, og de gamle arbejdere ser bogstaveligt talt til, hvordan deres gamle arbejdsplads nu danner ramme om både hverdag og fest i Aarhus’ gamle industrikvarter mellem banen og havnen.

Står man midt i Centralværkstedernes brostensbelagte gård, er man omkranset af 1800-tals industribygninger, i gule, patinerede mursten med kæmpe vinduespartier og høje porte hvor togene kørte ind til reparation. Hele togsæt har kunne passere igennem området på de jernbaneskinner, der stadig løber tværs gennem både bygninger og gård. I baggrunden tårner moderne højhuse af glas og stål op, og stemningen er nærmest som i det østlige London, hvor finanskvarteret hastigt æder sig ind i bydelens gamle industri- og arbejderkvarterer.

Måske er følelsen af London ikke helt tilfældig. Centralværkstederne er nemlig opført af de britiske entreprenører Peto, Brassey og Petts i 1862, inden de ca. 16.000 kvadratmeter værksted fem år senere i 1867 bliver overtaget af den danske stat. Siden da og frem til 2009 er stedet en af Aarhus’ store arbejdspladser, som de lokale kender på lige fod med Flydedokken, Oliemøllen og Ceres. Gennem det meste af det tyvende århundrede reparerer tusindvis af aarhusianske arbejdere her de tog, som var med til at gøre Aarhus til Danmarks næststørste by.

Selvom det virker naturligt i dag, at der nødvendigvis må ligge et så stort værksted i Jyllands største by, er det faktisk lidt af en satsning, da det bliver bygget. Værkstederne og den første jyske jernbanestrækning, som de engelske entreprenører også bygger fra Aarhus over Langå til Randers, er nemlig præcis lige gamle. Og i 1862 er det ingen selvfølge endnu, at Aarhus skulle være Danmarks vestlige trafikknudepunkt. Før tabet af Slesvig og Holsten i 1864 var Flensborg endnu Danmarks anden hovedby og i kampen om at være den vigtigste by nord for Kongeåen er både Viborg, Randers og Aalborg stadig med i opløbet.

Industrialiseringen er barsk set med nutidens øjne, men perioden er og bliver en hjørnesten i Aarhus’ udvikling. Industri og fabrikker dukker op både på havnen og på Frederiksbjerg, og byens arbejderkvarterer vokser sammen med befolkningstallet, som fordobles flere gange fra midten af 1800-tallet og frem. Og derfor er Centralværkstederne en del af historien om byen, der gik fra provins- til industriby, og som i dag er en moderne storby i miniatureformat, hvor de nye højhuse ligger side om side med den gamle industri.

Netop den historie faldt Byggeselskab Mogens de Linde for ved overtagelsen af Centralværkstederne. 

”Men det var meget anderledes hernede,” siger teknisk chef Lasse Lings, om stedet. ”Det var blevet fredet, men bygningerne, som nærmest var ruiner, trængte virkelig til en ordentlig omgang, og det fik de så også,” fortæller han, mens han viser rundt i bygningerne, som Byggeselskab Mogens de Linde overtog i 2001 og brugte fem år på at sætte i stand.

Nogle af bygningerne var allerede fjernet inden fredningen, så Centralværkstederne har i virkeligheden været endnu større. I dag rummer de den største af bygningerne, Drejeværkstedet mod nord og Midtbyen, Boogie-værkstedet mod vest og Hovedbanegården, Smedjen mod syd og DGI-byen, og bygningerne Sibirien og Rundbuehallen mod øst og Frederiks Plads. Alle er placeret rundt om den store gårdsplads, hvor også en gammel togvogn står ved siden af borde, bænke og gamle lokomotivhjul, der nu er blomsterkasser.

I dag er der indrettet showroom for Bolia i Drejeværkstedets stueetagen.  

”I virkeligheden er det ét stort rum, og alt der er tilført rummet er løst monteret, så det nemt kan fjernes igen, vi betragter det som møbler,” fortæller Lasse Lings.

Fornemmelsen af et stort rum får man stadig, når kan kigger op i det gamle bjælkeloft, som de nye skillevægge kun når to-tredjedele op til. Byggeselskab Mogens de Linde forsøger altid at bevare loftshøjden i en bygning så intakt som muligt, men der er også andre hensyn, som skal tages, når en gammel bygning skal bruges til morderne formål i dag.

”I stedet for at pakke loftet ind, har vi brandsikret ved at støbe et betondeck på første og anden sal ovenpå stueetagens loft, hvor stålkonstruktionen er malet med brandsikret maling. På den måde kunne vi bevare rummets udtryk,” siger Lasse Lings.

Foruden en god loftshøjde er et godt lys også noget af det, som er vigtigst for en lejer og på en arbejdsplads i dag. Og lys og plads er der masser af i Drejeværkstedet, fordi godt lys også for 150 år siden var en nødvendighed for at kunne se, hvad man lavede på bænkene, der skulle være store nok til at dreje både lokomotiv og toghjul. Derfor er der tætsiddende vinduer i begge bygningens langsider, så man indenfor får et virkelig godt lysindfald. På den måde er det et held, at bygningen havde den funktion i gamle dage, for det kan sommetider være en udfordring med lyset, når gamle industribygninger skal renoveres til moderne brug, da der ofte har været små eller ingen vinduer i de gamle værksteder. Dette nyder såvel Bolia som Mindworking på øverste etage godt af.

I dag er der direkte adgang mellem Drejeværkstedet og Sibirien gennem en gangbro i anden-sals højde. Men i gamle dage var de to bygninger bygget sammen.

”Desværre var bygningerne i så dårlig stand, at nogle hele flader i bygningernes facader måtte bygges op igen,” fortæller Lasse Lings.

Dette arbejde har sat sig tydelige spor i bygningernes facade, som nogle steder nærmest ligner en mosaik af gamle og nye sten. Byggeselskab Mogens de Linde har været helt nede i detaljen og om hver enkelt sten kunne bevares

”Vi overvejede faktisk at sværte hele bygningen for at få et mere ensartet udtryk, men vi valgte i sidste ende at lade være. Siden fik vi en pris af Aarhus Kommune for renoveringen, blandt andet fordi man tydeligt kunne se, hvad der er renoveret, og hvad der er originalt,” fortæller Lasse Lings og tilføjer, at de nye sten efterhånden har fået noget patina, som klæder dem.

Fra gangbroen på vej over i Sibirien ses også et stort rundt smedejernsvindue, som går igen i flere af værkstedernes gavle. Byggeselskab Mogens de Linde har fået specialfremstillet nogle af vinduerne som nøjagtige kopier af det originale vindue.

Når man træder ind i Sibirien fra gangbroen, lander man på en svalegang, som går hele vejen rundt om bygningen indenfor. Herfra er der frit udsyn ned i det store, åbne rum, der har døre og vinduer i tredobbelt højde ud mod gården. I gulvet fortsætter skinnerne fra gården i det nye plankegulv, og de oprindelige klatretårne er her også stadig. På svalegangen ligger skinner, som bærer den oprindelige hejsekran, som har kunnet køre i hele husets længde. På samme skinner har Byggeselskab Mogens de Linde monteret en platform i hele rummets bredde, som kan anvendes til møder med udsigt over hele rummet.

”Der skal slet ikke være tvivl om, hvad rummet har været brugt til, og det står slet ikke til forhandling, hvorvidt den gamle kran, de rå lofter og klatretårnene skal blive i rummet,” siger Lasse Lings.

”Selvfølgelig er det nødvendigt at tænke over, hvilke typer af virksomheder, der kan få glæde af så unikke bygninger, men mange vælger også lokalerne, fordi de godt kan lide historien,” uddyber han.

Helt anderledes muligheder for at indrette sig findes der inde i Rundbuehallen, som ligger op ad Sibirien ud mod Frederiks Plads. Rundbuehallen er fra 1920’erne, den er ikke fredet og har sit navn fra de massive betonbuer, som holder loftet oppe. Her har det været muligt at indskyde en etage og skabe et rum, hvor der er plads til en del flere arbejdspladser. Rundbuehallen skulle have været nedrevet, men vi så rigtigt mange gode værdier i bygningen og vi er glade for at vi bibeholdte bygningen, der ellers ville have være endt som parkeringspladser. Her bor Aarhus Kommune til leje med jobcenteret.

Centralværkstedernes to andre bygninger, Boogie-værkstedet og Smedjen, er i dag i brug som restaurant, selskabslokale og spillested drevet af Comwell. Man mærker med det samme at bygningerne ikke har det samme lysindfald som Drejeværkstedet, men til gengæld har de en intimitet over sig trods rummenes størrelse. I Boogieværkstedet skaber væggene i rå mursten samme hyggelige stemning om rummets restaurant og scene.

I begge bygninger er væggene dekoreret med tre-meter høje billeder fra gamle dage i Centralværkstederne. Der er sort-hvide portrætter af de gamle arbejdere, billeder fra værkstedernes daglige aktiviteter og af store lokomotiver. Billederne er dekorative og er sammen med bygningen med til at fortælle stedets historie, men de har også en helt særlig anden funktion. De er nemlig monteret på store akustikplader, som skal sikre den gode lyd i lokalerne.

”Lyden er og bliver en udfordring, særligt når man vil bruge gamle industrielle bygninger til selskaber i dag. Derfor er vi nødt til hele tiden at tænke på, hvor og hvordan vi kan dæmpe lyden,” fortæller Lasse Lings.

Lyden har også været omdrejningspunktet i konstruktionen af det takkede tag over Boogie-værkstedet, som ellers er en tro kopi i af det oprindelige tag med sine lodrette lysindfald.

”Det er bygget så man kan spille rigtig højt indenfor, uden at det larmer for meget udenfor. Man kan ikke se det nogen steder fra, men det hænger i virkeligheden i gummistropper, så det kan vibrere og absorbere lyden til glæde for både gæster og naboer,” forklarer han.