Mejerihøjen – nyt byggeri med tråde til historien på vej på Katrinebjerg

Dato12. maj 2021
Type
  • Projekter
Dato12. maj 2021
Type
  • Projekter

95 boliger skyder netop nu op på Jens Baggesens Vej i Aarhus. Byggeselskab Mogens de Linde opfører 2-, 3- og 4-værelseslejligheder, og byggeriet Mejerihøjen peger både mod fremtidens behov og tilbage i historien med sin arkitektur og særlige materialevalg. På grunden lå tidligere et kæmpe mejeri, som i årene efter krigen forsynede både aarhusianerne og de amerikanske tropper i Vesttyskland med mælk.

Katrinebjerg-området har udviklet sig betragteligt de seneste år, og i dag er her både studiemiljø, familieboliger, virksomheder og uddannelse indenfor kort afstand. ”For 10 år siden var her mere industri og erhverv, men nu skyder der boliger op, og det vil der fortsat gøre,” fortæller Henrik Salsgaard, projektleder i Byggeselskab Mogens de Linde. ”Det er blevet et meget blandet kvarter, hvor der er liv hele dagen. Mejerihøjen kommer til at passe godt ind i den udvikling. Der kommer et erhvervslejemål indrettet til café, og man vil kunne sidde ude i grønne omgivelser,” fortæller han.

Mejerihøjen kommer til at ligge midt mellem Forskerparken, Universitetsparken og IT-byen. Sammen med aktører i lokalområdet har Aarhus Kommune udviklet en plan for hele Katrinebjerg, som skal sætte rammen for forvandlingen af det gamle industriområde, så der bliver skabt en ny bystruktur med rekreative uderum med mange funktioner og bedre forhold for bløde trafikanter. Den nye bydel får også caféer, restauranter, flere butikker og en biograf, når Storcenter Nord de kommende år udvides og bliver dobbelt så stort.

Familieboliger i byen

Selvom man vælger at bosætte sig inde byen, er uderummet stadig vigtigt. Derfor får alle lejlighederne i Mejerihøjen store – og som minimum to – altaner. Altanerne vender både mod gadeforløbet på Jens Baggesens Vej og mod gården. Alle er mellem 6 og 9 kvadratmeter og således større end standard. De øverste lejligheder får privat tagterrasse på 70-80 kvadratmeter, som bliver skærmet for vind, og der bliver god plads til familiefrokoster med børn eller børnebørn. Fra øverste etage får man en flot udsigt over Aarhus by, bugten, havnen og Marselisborg Skov.

Mejerihøjens taghældning er inspireret af den gamle produktionshal, som stadig ligger på den tidligere mejerigrund og i dag huser Fitness World. Den særlige tagkonstruktion giver de øverste lejligheder en loftshøjde på op til 5,8 meter. ”Det passer godt til området og gør, at Mejerihøjen får sin egen karakter, selvom der er tale om helt nye og moderne boliger,” fortæller Henrik Salsgaard.

Områdets historie kommer også til at gå igen i Mejerhøjens murstensfacade, der mures op på gammeldags manér. ”Man kan se forskellen, når en mur er bygget sten for sten og ikke sat sammen af fabriksfremstillede elementer. De ligger i murerforbandt, og der er ikke pludselig en fuge eller samling,” forklarer Henrik Salsgaard.

De gule sten med hvide og brunlige nuancer kommer til at harmonere med valget af terrazzo på gulvene i opgangene, som også leder tankerne tilbage til det gamle mejeris æstetik.

Genbrug og en hilsen til lokale, gedigne materialer

Gedigne materialer er i det hele taget nøgleordet for Mejerihøjen. Samtidig har Byggeselskab Mogens de Linde genbrugt materialer fra andre renoveringer, som selskabet har stået for i Aarhus og omegn. De store støbejernsfliser, som vil blive brugt i indgangspartierne, kommer oprindeligt fra Sukkerhustoften på Frederiksbjerg – Aarhus Oliemølles gamle lagerbygning.

Henrik Salsgaard fortæller, at stuelejlighedernes terrasser mod det grønne område bag Mejerihøjen bliver lagt med genbrugsbrædder af høj kvalitet. Byggeselskab Mogens de Linde er også i gang med at undersøge, om det er muligt at bruge overskudstømmer fra molebyggeriet i Øer Maritime Ferieby i Ebeltoft til at lave bænke mellem Mejerihøjens bede i det grønne fællesområde.

”Det er bestemt ikke for at spare penge, for det ofte dyrere, at genbruge end at bygge nyt. Men 1000 kvadratmeter kvalitetstræ og støbejernsfliser, som stadig har mange år i sig, og som tilmed kan tilføre byggeriet sjæl og historie, er jo sund fornuft. Det er respekt for materialerne, at det bliver genbrugt,” siger Henrik Salsgaard.

Mejerihøjen bygger på ønsket om at give noget tilbage til byen – et byggeri, der i sit udtryk og materialevalg beriger omgivelserne, og som gør byen levende i øjenhøjde ved at give forbipasserende et glimt og en fornemmelse af liv.

Læs mere om projektet på www.delinde.dk/mejerihojen

Her ses de to nye karréer med lejeboliger på Jens Baggesens Vej.Her ses de to nye karréer med lejeboliger på Jens Baggesens Vej.
Fakta

- Mejerihøjen består af to karréer, som hver indeholder fire sammenhængende huse. Første karré, som består af 38 lejligheder, forventes indflytningsklar i begyndelsen af 2022. Anden karré består af 57 lejligheder og vil efter planen være indflytningsklar i slutningen af 2022.

- Byggeselskab Mogens de Linde står bag Mejerihøjen. Arkitekt på projektet er AART Architects og MOE er rådgivende ingeniør.

- Byggeriet opføres på Jens Baggesens Vej på den grund, hvor Centralmejeriet før holdt til. I den gamle mejerihal ligger nu et fitnesscenter og de gamle administrationsbygninger er omdannet til kontorer.

Relaterede artikler

Dato23. februar 2021
Type
  • Projekter
Boligbyggeriet mod Jens Baggesens Vej
Dato02. februar 2021
Type
  • Artikler
  • Projekter
Genindvielse af en 270 år gammel industrihistorie