Turist i området

Området omkring Ebeltoft har meget at byde på. Her finder du noget af det bedste Danmark har at byde på. Oplev Djurs Sommerland – Nordens største Sommerland, og mange andre sjove familieattraktioner som Skandinavisk Dyrepark, Fregatten Jylland og Kattegatcentret. Gå på vandring i Nationalpark Mols Bjerge eller hop på en mountainbike tur langs den 250 km. kyststrækning med flere meget børnevenlige strande.


Ebeltoft

Ebeltoft er en vidunderlig by, der oser af atmosfære, historie og flotte gamle huse. Byen fik købsstadsrettigheder i 1301 og er dermed Djurslands ældste købstad. Har du en gang besøgt det stemningsfulde torv ved det gamle rådhus fra 1576, mens der er jazz på torvet, og brudeparrene kommer ud fra rådhuset, så vil Ebeltoft for altid have en plads i dit hjerte.

Ebeltoft byder også på hyggelige, brostensbelagte gader med bindingsværkshuse, caféer, restauranter og butikker med kunsthåndværk.

Foto: Ebeltoft rådhus. Kilde: www.ebeltoft.dk


Fregatten Jylland

Som et letgenkendeligt vartegn ved Ebeltoft havn, byder Fregatten Jyllands kontur og himmelstræbende master alle turister velkommen. Fregatten Jylland er verdens længste træskib, og hvis du stiger om bord får du en enestående fortælling om skibets færden på verdenshavene som krigsskib, kongeskib og kaserneskib. Derudover vil du også få indblik i hvordan mandskabet på 437 sømænd arbejdede, sov og spiste på banjerdækket i 1880. Børn og voksne kan også selv prøve kræfter med livet ombord. Tag en lur i køjerne, lav dit eget reb, kravl op i masten, lad kanonen og oplev, hvor højt det lyder, når kanonen fyres af.

Læs mere på www.fregatten-jylland.dk

Fotos: Fregatten Jylland i Ebeltoft. Kilde: Discoverdenmark.dk

Fotos: Om bord på Fregatten Jylland. Kilde: Discoverdenmark.dk


Glasmuseet

I Ebeltoft finder du det internationale museum Glasmuseet, som hele året rundt viser skiftende udstillinger af moderne glaskunst. Museets samling består af 1.500 glaskunsts værker, som er samlet ind fra det meste af verdenen. I museets smukke have kan man i ferieperioderne opleve hvordan glaspustere bære sig ad med at skabe værker ud fra flydende glas. På museet finder man også en lille butik, hvor man kan shoppe løs blandt landets største udvalg af håndlavet glas, design og unika, skabt af danske og internationale glaskunstnere og formgivere.

Læs mere på www.glasmuseet.dk

Foto: Glasmuseet i Ebeltoft. Kilde: www.glasmuseet.dk


Natur i området

Ebeltoft er den eneste købstad i Danmark, der er beliggende i en nationalpark, og er et fantastisk sted for folk med hang til store naturoplevelser. Der er masser af muligheder i og omkring Ebeltoft.

Gå en tur i Mols Bjerge, smut omkring Agri Bavnehøj, der med sine 137 meter over havoverfladen er områdets højeste punkt, og fortsæt til de tre bronzealderhøje, Trehøje. Udforsk søerne og kysterne, og fryd dig over den rige flora og fauna overalt, hvor du kommer frem. Besøg udkigsposten på toppen af Jernhatten, med kig til Hjelm, glæd dig over de sjældne planter og de forkrøblede bøgetræer og gys over sagnene om heksene og troldene.

Bevæger man sig op i de lyng- og græsbeklædte bakketoppe, får man en formidabel udsigt over skovene og markerne med det flotte blå hav som baggrund. Det er et fantastisk sted, hvor familier kan danne fællesskaber og invitere hinanden på vandreture og fysiske aktiviteter.

Foto: Nationalpark Mols Bjerge. Kilde: www.danhostel.dk


Ønsker man en guidet naturvandring kan vi anbefale Nordic Destination.

Se og book de forskellige vandreturer på www.nordic-destination.com/oplevelser


Områdets strande

Få områder i Danmark kan byde på så mange forskelligartede strande inden for så kort afstand som her ved Øer Maritime Ferieby. Blot 5 minutters gang fra feriebyen finder du Øer strand.

Her er børnevenlige strande med det fineste hvide sand, mens du andre stedet kan fiske direkte fra kysten. Her er strande med høje klitter, hvor fuglene bor i små huller, mens andre er perfekte for windsurferen.

Helt fantastisk er det, at du kan nyde solopgangen på den ene strand, og om aftenen tag hen at nyde en storslået solnedgang på en anden.

Foto: Boeslum Strand ved Ebeltoft. Kilde: www.beachrex.com


Havet & fiskeri

Området omkring Øer Maritime Ferieby og Ebeltoft er smukt – også når det beskues fra havet. Øer Maritime Ferieby ligger få minutters sejlads fra øen Hjelm, hvor Marsk Stig søgte skjul efter på mordet på Danmarks konge, Erik Klipping, I Finderup Lade i 1286.

Kattegat byder på virkelig gode fiskeområder, og samtidig kan du nyde synet af de mange marsvin, Danmarks ”delfiner”. Er du tidligt på færde, kan du endda være heldig at spotte en sæl.


Central beliggenhed

Tænk, at du kan finde så vidunderlige landskaber, og så alligevel have en så central beliggenhed. I bil tager det f.eks. blot 45 minutter at kommer til Aarhus, 1 time at kommer til Randers, og mindre end 1½ time at køre fra København til Odden, hvor Molslinjen lægger til kaj. Desuden ligger Øer Maritime Ferieby særdeles centralt i forhold til en lang række attraktioner og seværdigheder. Ebeltoft kan du komme til i bil på få minutter, eller skyde genvej på cykel eller til fods gennem skoven.


Akvarier og dyreparker

Djursland har en ret høj koncentration af akvarier og dyreparker der er et besøg værd.

ca. 20 minutters kørsel fra Øer Maritime Ferieby og lige midt på Djursland finder du nok Danmarks mest naturlige dyrepark, Skandinavisk Dyrepark, hvor der er masser af plads til både dyr og mennesker. Parken er med sine 500.000 kvm. noget ud over det sædvanlige. Her er dyrene altid i først række, og som gæst får du en enestående mulighed for at komme tæt på dyrene fra gangbroer, der snoer sig gennem den smukke og ægte natur. I parken er der et tematisk fokus på de skandinaviske dyrearter, og dyrene lever deres liv i naturtro rammer.

Læs mere på www.skandinaviskdyrepark.dk

Foto: Brune bjørne i Skandinavisk Dyrepark. Kilde: www.skandinaviskdyrepark.dk


Nogenlunde i samme afstand, finder du Munkholm Zoo, som er er en dyrepark for familiens mindste. Her er det muligt at komme i nærkontakt med alt fra geder til småaber, katte, køer og grise. Går du en tur forbi savannne-området, kan du også komme helt tæt på kameler og lamaer.

Læs mere på www.munkholmzoo.dk

Er du mere til en safari med de helt vilde dyr, kan vi anbefale Ree Park Safari. Dyreparken er placeret blot 15 minutters kørsel fra Øer Maritime Ferieby. Ree Park Safari er en zoologisk have med en kæmpe samling af eksotiske dyr fra alle verdenshjørner. Her har du mulighed for at komme på en guidet Land Rover safari tur, hvor du får indsigt i de dyr, som du kommer helt tæt på. Er du rigtig modig, kan du overnatte i telt eller hytte med ulve og bjørne som naboer.

Læs mere på www.reepark.dk

I Grenå, ca. 40 minutter fra Øer Maritime Ferieby, finder du akvariet Kattegatcentret, der i 2016, 2018 og 2019 blev kåret til nordens bedste akvarium. Med mere end 250 forskellige dyrearter, sæl- og hajfordring, kan man se frem til en helt unik mulighed for at komme tæt på det spændende liv under havets overflade.

Læs mere på www.kattegatcentret.dk

Foto: Hajakvarium i Kattegatcentret. Kilde: www.kattegatcentret.dk


Forlystelsesparker

Er du til fart, leg eller sjov med familien, kan du besøge nordens største sommerland – Djurs Sommerland. Djurs Sommerland ligger i Nimtofte, blot 30 minutters kørsel fra Øer Maritime Ferieby. Forlystelsesparken kan bl.a. byde på Danmarks største rutschebane, Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster, et kæmpestort vandland og over 60 forlystelser for både store og små.

Læs mere på www.djurssommerland.dk

Foto: Forlystelsen Skatteøen i Djurs Sommerland. Kilde: www.djurssommerland.dk