Jacobsens Hvide Fabrik står klar efter gennemgribende renovering
Arne Jacobsens ikoniske fabrikskompleks på hjørnet af Nordre Fasanvej og Hillerødgade har fået et gevaldigt løft og giver nyt liv til hele kvarteret. Lokalområdet kan også se frem til knap 100 ekstra p-pladser – endda til bydelens laveste takst.
Et stykke dansk kulturarv har fået nyt liv – Jacobsens Hvide Fabrik står efter en omfattende restaurering nu færdig. Byggeselskab Mogens de Linde har over flere år nænsomt renoveret det ikoniske bygningsværk, som er et af Arne Jacobsens markante byggerier. Med Symbion som lejer tages der nu hul på et nyt kapitel for den historiske bygning.
Fabriksbygningen på hjørnet af Nordre Fasanvej og Hillerødgade har dybe rødder i dansk industri- og designhistorie. Den ældste af kompleksets bygninger blev opført som et mejeri i 1913, og i 1934 tegnede Arne Jacobsen den første store om- og tilbygning til industriel brug. Her blev Novo grundlagt og fundamentet for en af Danmarks største og vigtigste virksomheder skabt. Byggeriet er imidlertid ikke kun kendt for sin arkitektur og erhvervshistorie, men også for Jacobsens berømte Myren-stol, som han designede til fabrikkens kantine.
Med den omfattende renovering har den gamle fabriksbygning fået et markant løft, som også giver nyt liv til det gamle arbejderkvarter på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Naboer i området kan også se frem til en ekstra gevinst, når der nu tages hul på et nyt kapitel i Jacobsens Hvide Fabrik. Bygningens knap 100 parkeringspladser er udenfor almindelig kontortid offentligt tilgængelige – til en lavere pris end andre steder i området – og vil dermed bidrage til at lette presset på parkeringssituationen i området.
”Jacobsens Hvide Fabrik er dansk kulturarv og en del af dansk industrihistorie. Vi er stolte over at have fået muligheden for at restaurere en så spændende og vigtig bygning – og vi er glade for at kunne åbne stedet mere op for lokalområdet, så alle kan få glæde af det,” siger Mikkel de Linde fra Byggeselskab Mogens de Linde.
Jacobsens Hvide Fabrik har 97 parkeringspladser. Her er offentlig betalingsparkering alle hverdage i tidsrummet 17.00-07.30 samt weekend og helligdage kl. 00.00-24.00.
Pris for betalingsparkering er 5,00 kr./time. Parkering ud over fem sammenhængende timer er gratis – den totale pris for en nat er dermed 25,00 kr.
Til sammenligning koster parkering i området 12 kr./timen i Københavns Kommune (16 kr./time fra 2025), og i Frederiksberg Kommune 5 kr./timen for første time, 10 kr./timen for anden time, 15 kr./timen for tredje time, 20 kr./timen for fjerde time og derefter 25 kr./timen.
For yderligere information:
Kommerciel chef, Lisa de Linde – lisa@delinde.dk / 26 77 11 22