10 år med DesignWerck - en kærlighed til stedet, bygningen og designet

Midt på Holmen, omgivet af vand, historie og kreativ energi, ligger DesignWerck – et levende showroom, hvor kunst, design og fællesskab går hånd i hånd. Stedet, som i dag ejes og drives af Birgitte Bjerregaard, har i år 10-års jubilæum. Og selvom meget har ændret sig, er ånden den samme som dengang, Birgitte og hendes afdøde mand, Ib, første gang trådte ind i den gamle bygning på Quintus Bastion.
Det lå ikke i kortene, at Birgitte og Ib skulle starte en virksomhed netop her. Men en stille efterårsdag i 2014 gik de forbi stedet, der dengang var en forfalden forsvarsbygning, overmalet med graffiti og fuld af historie. De kravlede op på volden, kiggede ud over Minebådsgraven, og blev øjeblikkeligt forelsket – i både stedet og dets rå charme.
”Det var kærlighed ved første blik,” fortæller Birgitte med et smil. ”Der var noget intenst og uperfekt over bygningen og Holmen er som landet midt i byen.”
DesignWerck er i dag et kreativt showroom, hvor upcoming designere fra hele landet får mulighed for at vise deres værker i et miljø, der emmer af liv og nysgerrighed. I dag har Birgitte hjælp fra kollegaerne Marte Holten Nesheim og Jacob Degn Pedersen til at drive stedet. Konceptet er opdateret og de har nu skiftende udstillere hver 4. måned, samt faste udstillinger med de mere ”tunge” designbrands.
Hos DesignWerck afholdes events, hvor design møder gastronomi og musik – som for eksempel en dag med ”østers på 100 måder” eller jazz og vinsmagning. ”Vi ville skabe et sted, hvor man ikke bare ser design – man mærker det. Når noget gør indtryk, husker man det,” siger Birgitte som mener at gode oplevelser bliver i hjertet, mens man let kan smide en brochure væk.
Den bygning, der i dag huser DesignWerck, er fredet og blev af Forsvaret brugt til værksted og kabelmagasin. Ifølge historien blev den opført af danske og hollandske søfolk og gik dengang under navnet Nye Werck – Werck betyder ”arbejde” på Nederlansk. Navnet DesignWerck er derfor både en hyldest til stedet og det design, som fremvises i showroomet.
I forbindelse med renoveringen i 2015 blev bygningen nænsomt moderniseret af Byggeselskab Mogens de Linde. De originale mursten og fritstående bjælker blev bevaret, og nye elementer som ovenlys og et stort panoramavindue mod søen skaber et harmonisk samspil mellem natur og kunst. Birgitte havde et ønske om en gårdhave, og den ligger i dag og flyder smukt sammen i Holmens kuperede terræn.
”Det blev bedre, end vi overhovedet kunne forestille os,” fortæller Birgitte da bygningen stod færdig.
DesignWerck er skabt af kærlighed – både til design og til hinanden. Birgitte fortæller med et grin om en travl eventdag, hvor hun pludselig kom i tanke om, at hun og Ib havde glemt deres bryllup på rådhuset. ”Så optaget var vi af arbejdet – men heldigvis havde vi allerede giftet os selv under kristusfiguren i Rio. Det var vores rigtige bryllup,” fortæller hun.
Den passion og dedikation, der kendetegnede deres samarbejde, lever videre i dag. DesignWerck er mere end et showroom – det er et mødested for idéer, mennesker og historier. Et sted i en gammel bygning med historie og hvor trends begynder. Vi glæder os til at følge med i de næste 10 år.



