"Det bedste er at stå op om morgenen og kigge ud ad vinduet …"

Dato14. april 2020
Type
  • Artikler
Dato14. april 2020
Type
  • Artikler

Mange nyder sommerlivet i Øer Maritime Ferieby, og vi har taget en snak med nogle af dem. Byggeselskab Mogens de Linde overtog den lukningstruede ferieby ved Ebeltoft på Djursland i 2005, og siden har en lang række tiltag fået det fornyede ferieparadis til at blomstre op. Gennem årene har vi overdraget nøgler til mange glade købere – for eksempel Peter og Charlotte Drescher, som opdagede stedet ved en tilfældighed og tænkte: "Her vil vi gerne tilbringe resten af vores dage" ...

 "Det er egentlig en meget sjov historie," starter Peter Drescher, og Charlotte fortsætter: "Ja, altså, vi var ude at sejle, og så begyndte det pludselig at blive dårligt vejr, så vi fik travlt med at finde den nærmeste havn. Og det var så havnen i Øer Maritime Ferieby. Vi blev her i to dage og faldt pladask for området – og tænkte, at her vil vi gerne tilbringe resten af vores dage. Så vi undersøgte, om der var noget til salg og traf ret hurtigt en beslutning om at købe. Det var i efteråret 2017, og siden har vi været her så meget som overhovedet muligt. Vi bor her faktisk i hele sommerhussæsonen."

Parrets hus ligger på Torvet, hvor der oprindeligt var butikker. Da Byggeselskab Mogens de Linde overtog Øer Maritime Ferieby i 2005, var stedet på randen af lukning. Butikkerne stod tomme. Det samme gjorde mange af feriehusene. Og det var ikke noget nyt – allerede i 1993 blev bygningerne brugt til at huse flygtninge fra Bosnien og Kroatien. Byggeselskab Mogens de Linde istandsatte og omdannede butikslokalerne til 22 nye torvehuse. Desuden blev feriebyens 300 eksisterende huse opgraderet med en gennemgribende restaurering, som blandt andet inkluderede nye træfacader, døre, vinduer og tagrender, ligesom selve området er blevet renoveret og beriget med restaurant, svømmehal og utallige andre aktivitetsmuligheder både inde og ude.

Her vil vi gerne tilbringe resten af vores dageCharlotte og Peter Drescher
Liv og glade dage

Øer Maritime Ferieby er inspireret af den idylliske havneby Port Grimaud lidt vest for Saint-Tropez. Ferieparadiset på Djurslands sydkyst består af en fredfyldt lagune med egen lystbådehavn og syv broforbundne øer – Rejen, Krabben, Krebsen, Muslingen, Hummeren, Søstjernen og Torvet. Hele herligheden er tegnet i 1985 af arkitektfirmaet FRIIS & MOLTKE, og kunstneren Emil Gregersen fik til opgave at stå for farvesammensætningen på de maleriske huse, som er designet til at passe ind i de naturskønne omgivelser, hvor der i dag er en feriestemning uden lige.

"Vi bruger naturen meget," siger Peter Drescher, "Vi har kajakker og kører mountainbike. Vi nyder skoven og stranden. Også lige at kunne gå over og spille badminton eller gå i svømmehallen. Men det bedste er at stå op om morgenen og kigge ud ad vinduet. Gå en morgentur med hunden. Ligemeget hvilken tur vi går, så er det en ny tur hver morgen." 

Charlotte nikker og supplerer: "Ja, selve miljøet her er en stor del af fornøjelsen. Med de fine træhuse i forskellige farver, kanalerne, skibene og broerne. Området bliver virkelig holdt flot, og folk bruger det. Man kan altid falde i snak med nogen. Det kan man næsten ikke undgå. Vi kan rigtig godt lide det liv, der er her."

ØER MARITIME FERIEBY

Læs mere om Øer Maritime Ferieby