I 1740 tegnede grev Frederik Danneskiold-Samsøe en helhedsplan for den nye Arsenaløen – her skulle en hel by til flådens folk opføres. Visionen var fremsynet, men pengene slap op, og planerne aldrig realiseret. 160 år senere var øen igen i spil som matrosby. I dag vidner de historiske tegninger om, hvor betydelig en rolle Arsenaløen har haft i kongens København.
 
Det er nemt at se for sig: En bydel fuld af matroser, lyden af latter fra legende børn og en summen af dagligdagsliv fra hverdagen omkring flådens mænd og deres familier.

Sådan kunne Arsenaløen have set ud, hvis grev Frederik Danneskiold-Samsøes plan var blevet ført ud i livet i midten af 1700-tallet. Dengang var området stadig præget af mudrede banker, men visionen var klar: Her skulle ligge en matrosby, som kunne sikre, at kongens flåde altid rådede over nok folk i en tid, hvor en ny krig mod svenskerne aldrig var utænkelig.

Arsenaløen er den første af Holmens øer, man kommer til, når man krydser broen fra Prinsessegade på Christianshavn. Det har man kunnet siden midten af 1800-tallet. Før da sejlede matroser og arbejdere til Christiansholm, i dag kaldet Papirøen, og gik herfra over en lille træbro til Arsenaløen.
 
Danneskiold-Samsøes plan var ambitiøs. Han foreslog, ”at rejse en hel Marineby herude, der kunde rumme henved 3000 Mand – Matroser, Tømmermænd, Søartillerister – og altsaa tildels tjene som en afløser for Nyboder,” som professor i kunsthistorie og arkitekturforsker Christian Elling i 1932 skrev i ’Holmens Bygningshistorie 1680-1930’.
 
Byplanen, som Danneskiold-Samsøe præsenterede i 1740, var opbygget over en symmetrisk akse med en hovedgade og et centralt torv, bredere tværgader og smalle parallelgader med dobbelte rækkehuse. Boligerne var ifølge Elling opbygget efter samme model som Nyboders gulkalkede boligkvarter for søfolk, som i dag ligger fredet nær Østerport. Tværgaderne var designet specielt som færdselslinjer til de mange arbejdspladser på Holmen – værksteder, skibsbyggeriet og flådestationen.
 
Danneskiold-Samsøes matrosby skulle placeres tværs over den østlige del af Arsenaløen – der, hvor Arsenalet ligger i dag, og hvor en tilstødende boldbane gennem årtier har været et frirum for Christianshavns børn. Udover boliger til tusindvis af matroser, håndværkere og andre ansatte i flåden, var der planlagt kirke, præstebolig og sygehus med lejlighed til en såkaldt feltskær – en person, der gjorde tjeneste som både barber og kirurg i militæret. Indbyggertallet forventedes ifølge Elling at være ”som i en af vore smaa Provinsbyer”.

”Det viser, hvor vigtig flåden var, siden man ville bruge så mange penge på at sikre mandskabet. Det var et spørgsmål om prestige for kongen, men det var også et spørgsmål om reel værdi for flåden, for hvis man pludselig stod i en ny krig mod svenskerne, så nyttede det ikke, at man skulle til at hyre tilfældige folk fra gaden til at forsvare landet. Så det var også et spørgsmål om reelt behov for at kunne sikre landet. Ellers ville kongen heller ikke være klar til at bruge så mange penge,” forklarer Søren Nørby.
 
Danneskiold-Samsøes tegninger menes ifølge Christian Elling at være gået tabt under Københavns brand i 1795, men skitser og beskrivelser har givet historikerne en god fornemmelse af planens detaljer. På den baggrund skriver Elling, at Danneskiold-Samsøe udtrykkeligt understregede, at de projekterede huse var væsentligt større end Nyboders.

Mens de daværende planer om at placere magasinbygninger langs kajerne og værkstedsbygninger længere inde på øen blev fulgt, blev matrosbyen aldrig realiseret. Pengekassen blev smækket i, og i stedet blev det eksisterende Nyboder udbygget.
 
”Det er det, der næsten alle gange har stoppet de store, flotte projekter, som der har været for udviklingen af København: At riget fattes penge. I bund og grund kan man trække en parallel til i dag, hvor vi køber flot udstyr, men også har brug for folk til at bemande det. En matrosby dengang var et forsøg på at få folk til at blive i flåden ved at give dem ordentlige forhold at leve under. København var jo et forfærdeligt sted at bo i dengang – med køer i baggårdene, og affald over det hele. Tanken var at udvide og styrke kongens flåde ved at tilbyde mandskabet og deres familier ordentlige forhold,” forklarer Søren Nørby.

Gamle tegninger fra arkiverne viser, at Arsenaløen i 1901 igen blev centrum for planer om et nyt, stort beboelsesområde. Denne gang var det arkitekt Olaf Schmidth, som var bygningsinspektør ved Orlogsværftets Bygningsvæsen, der stod bag tegningerne.
 
På hans tegninger viser tabeller, at der er tænkt på boliger i mange størrelser – fra 2, 3 og 4 værelser til mindre ungkarleboliger og officersboliger på 5 og 6 værelser. Der er også gjort plads til boliger for enker og pensionister samt et børneasyl, som datidens daginstitution blev kaldt, til kvarterets yngste beboere. De detaljerede skitser viser også, at der var tænkt på alle detaljer for en velfungerende bydel – her var gjort plads til vaskerum, et såkaldt tøjsammenlægningsrum, pulterkammer, brændselsrum, viktualierum, tørreloft og til parkering af cykler og barnevogne. På Arsenaløens østligste ende skulle ligge ejendomme i tre etager med hovedsageligt to- og treværelseslejligheder.

Mens man i sin tid valgte at udbygge Nyboder i stedet for at realisere Danneskiold-Samsøes ambition om en matrosby på Arsenaløen, var Olaf Schmidths planer resultatet af en delvis nedrivning af netop Nyboders gule huse.
 
I kølvandet på englændernes bombardement af København og ran af den danske flåde i 1807 blev også Nyboders areal reduceret. En mindre flåde betød et mindre behov for boliger til dens ansatte. Annette Vasström forklarer i sin bog ”Holmens By: Nyboder og dets beboere – især i nyere tid”, hvordan Nyboder i årene efter fredsslutningen i 1814 krympede. Først solgte man længer fra til private, siden blev dele af området revet ned. Og omkring 1901 var der planer om at rive hele Nyboder ned og i stedet opføre en helt ny bydel for flådens håndværkere og mandskab på Arsenaløen – netop der, hvor Arsenalet og kvarterets fodboldbane i dag ligger.
 
Ideen om at sløjfe Nyboder kom fra den daværende chef for Søværnets Bygningsvæsen, premierløjtnant Carl Hedemann, som ønskede bedre og sundere boliger til flådens folk – ligesom det havde været ønsket godt 150 år tidligere. Ligesom arkitekt Olaf Schmidth var han optaget af sociale forhold og spørgsmålet om sunde arbejderboliger, forklarer Christian Elling.

Endnu en gang blev planerne om en matrosby droppet – denne gang forkastet af Rigsdagen, fordi anlægsudgifterne var for store.
 
Hvad det havde betydet for København og Arsenaløen, hvis matrosbyen var blevet til virkelighed – enten i 1700-tallet eller ved indgangen til det 20. århundrede, er ifølge Søren Nørby svært at gisne om. For, som han påpeger, så blev en del af det gamle Nyboder netop revet ned, og først langt senere blev de tilbageværende dele fredet. På samme måde har den fredede mastekran, som ligger længere ude på Holmen og i dag betragtes som et vartegn for området, engang haft en makker, som man i 1860’erne også valgte at rive ned.
 
”En matrosby på Arsenaløen kunne have bidraget til at gøre København til en fæstningsby, men om den ville have stået i dag, er svært at sige. Tegningerne viser dog, hvor stor en rolle Arsenaløen og resten af Holmen kunnet have spillet i udviklingen af København,” siger Søren Nørby.