Byggeselskab søger byggeteknisk projektleder med kommerciel forståelse

København

Byggeselskab Mogens de Linde A/S’ afdeling i København søger en projektleder med praktisk erfaring og en solid teknisk baggrund til udviklingen af selskabets eksisterende ejendomme og kommende projekter. Vil du være med til at udvikle attraktive erhvervsejendomme og renovere fredede og bevaringsværdige bygninger? Og har du mandsmod (m/k) og blod på tanden til at arbejde med markante projekter og en unik sammensatejendomsportefølje?

Om Byggeselskab Mogens de Linde A/S:

Om selskabet
Byggeselskab Mogens de Linde A/S er en familieejet og -drevet virksomhed, hvor ambitionerne om at udvikle tidssvarende lejemål til moderne virksomheder ikke sættes højere end hensynene til ejendommenes historie og kulturarv. Selskabet søger i alle projekter at genanvende flest mulige materialer – ikke fordi det i dag er moderne at skrive, men fordi det altid har været en god skik.

Selskabets ejendomme er forskellige i størrelse, anvendelse, placering og udviklingspotentiale, men det fælles hovedtræk er, at de er købt med udvikling, renovering og udlejning for øje. Størstedelen af de i alt ca. 200.000 etagemeter udgøres af erhvervsejendomme suppleret af enkelte bolig- og kollegieejendomme.

Om afdelingen
Afdelingen i København består i dag af en mindre, sammentømret enhed med projekteringsmæssige, arkitektfaglige og byggetekniske kompetencer bistået af solide administrative kræfter og drifts- og vedligeholdelsesmæssige egenskaber. Afdelingen suppleres derudover af administrations- og økonomiafdelingen i Aarhus, ligesom afdelingen for nærværende har tilknyttet eksterne juridiske kompetencer.

Om stillingen

Projektlederen har ansvar for egne projekter og delprojekter, som planlægges og håndteres selvstændigt. Han/hun er ansvarlig for hele opgaven – fra idéoplæg og budgetforslag over udarbejdelse af tids-, projekterings- og udførelsestidsplaner, kontraktvilkår og indhentelse af tilbud til egentlig projekteringsledelse og økonomistyring. Projektlederen forestår den løbende byggeledelse og tilsynet med arbejderne, ligesom vedkommende forestår aflevering og evaluering af udførte arbejder, kvalitetssikring mv. af samme, inden aflevering til lejer planlægges, gennemføres og dokumenteres.

Projektlederen er grundig, men effektiv. Han/hun kender sine projekter indgående, og formår at kombinere den udførelsesmæssige sans for detaljer med kommercielle hensyn, så projekterne gennemføres i overensstemmelse med budgetter, tidsplaner og øvrige mål.

Kvalifikationer
Vi forestiller sig, at du har en byggeteknisk uddannelse som enten bygningskonstruktør eller -ingeniør– meget gerne med udspring i en håndværksmæssig baggrund. Du forventes at have erfaring fra lignende opgaver og projekter, men omfanget og udstrækningen heraf er ikke afgørende.

Stillingen forudsætter en grundlæggende fortrolighed med gængse tekstbehandlingsprogrammer som Microsoft Office pakken, ligesom projektlederen forventes at kunne benytte AutoCad/revit BlueBeam og Gannt.

Personlige egenskaber og karakteristika

Byggeselskab Mogens de Linde A/S er et ejendomsudviklingsselskab. Vi går sjældent med slips, men vi taler heller ikke til hinanden, som de gjorde i skurvognene for år tilbage.

Vi har travlt, og det er ikke altid, at alle får den ros, de fortjener. Men vi er kollegiale, og der er altid rum for spørgsmål eller faglige drøftelser. Vi stiller høje krav – også til hinanden. Så du bør være ambitiøs, arbejdsom og ærlig. Besidder du et naturligt engagement og en uhøjtidelig humoristisk sans, trækker det op.

Kompensation

Byggeselskab Mogens de Linde A/S tilbyder ansættelsesvilkår, der matcher projektlederens kvalifikationer, erfaring og indsats. Selskabet har ikke ambitioner om at være lønførende, men forventer at kunne sammensætte en konkurrencedygtig lønpakke til den rette kandidat som afdelingens nye projektleder.

Interesseret?

Den perfekte kandidat er alt det, der er beskrevet ovenfor. Men vi hører gerne fra dig, hvis du – uden at kunne sætte flueben ved alt det nævnte – mener at kunne være den rette kandidat. Send din ansøgning og CV til kontorassistent Louise Bergstrøm på lbe@delinde.dk.

Ansøgningsfrist er 1. marts 2021, men vi indkalder løbende relevante kandidater til samtale.

Eventuelle spørgsmål til stillingen som projektleder, afdelingen eller Byggeselskab Mogens de Linde A/S bedes rettet til Louise Bergstrøm på lbe@delinde.dk.

Se desuden mere på www.delinde.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig

Vi gemmer på historierne frem for at rive dem ned.