Galleri
Fuldskærm

"Bygningens autentiske historie og moderne funktionalitet er som skabt til vores brand."


Autentisk design og tydelig funktionalitet er fundamentale begreber i danske ferm LIVING, som blev grundlagt i 2006 og nu endelig har fundet sit drømmedomicil på Kuglegården i København. Peter Vedel, CEO, fortæller her lidt om, hvorfor et ungt designfirma føler sig hjemme i en 250 år gammel militærbygning ...


Vi er i slutningen af maj. Snart er det en måned siden, at ferm LIVING overtog nøglerne til søndre sidefløj og de rundt regnet 2.000 kvadratmeter. Hver og én er de seneste år blevet omhyggeligt restaureret med stor respekt for bygningens enestående historie som en del af kongerigets gamle flådebase, Søarsenalet. De to hovedfløje blev opført i 1741, og da man i 1770-71 udvidede med to sidefløje, blev der dannet et rektangulært gårdrum, som blev brugt til opbevaring af kanonkugler – deraf navnet Kuglegården, som med tiden er blevet en fællesbetegnelse for hele Søarsenalet.


Fremover skal søndre sidefløj være base for ferm LIVING, der samarbejder med producenter over hele verden om at udvikle kollektioner af møbler, belysning, interiør og accessories til hjemmet.


"Vi har altid haft en passion for autentisk design og tydelig funktionalitet," siger Peter Vedel, CEO. "Vores kollektioner hjælper dig til at skabe en autentisk og rolig atmosfære i dit hjem med organiske former, smukke teksturer og dybe farver. Nu står vi pludselig selv og skal indrette et nyt domicil – og at få mulighed for at gøre det i så smukke og unikke omgivelser i vores elskede hjemby er meget særligt for os. Bygningens autentiske historie og moderne funktionalitet er som skabt til vores brand."


Foto: Trappetrinenes messinglister slibes. Kilde: Byggeselskab Mogens de Linde
 

Kontor og Boutique & Showroom

Selvom ferm LIVINGs nye domicil må siges at være markant og iøjnefaldende, er den slags lokaler svære at finde ifølge Peter Vedel, der sammen med sine kolleger længe har været på udkig efter et passende hovedsæde centralt i København.


"Vi har kigget i flere år. Det har altid været vores drøm at finde et sted midt i København, hvor vi både kan have kontorfaciliteter for alle medarbejdere og samtidig have mulighed for at invitere arkitekter, designere, presse og wholesale-kunder ind i vores eget univers. Det kan vi gøre her. I stueetagen indretter vi vores Boutique & Showroom på 450 kvadratmeter i en smuk kulisse, der fremhæver både de enkelte elementer og sammenhængen i ferm LIVINGs kollektion og værdier. Sammen med folkene fra Byggeselskab Mogens de Linde har vi haft en målsætning om at skabe et moderne hus med den funktionalitet, vi i ferm LIVING har behov for. Det er selvfølgelig ikke uden udfordringer i en fredet bygning fra 1771, men alt er blevet løst i fællesskab og på pragmatisk vis. Så nu glæder vi os bare til at byde naboer og gæster indenfor," siger Peter Vedel og understreger, at alle er velkomne, når porten til universet bliver åbnet den 19. juni.


Foto: ferm LIVINGs nye showroom under opbyggelse. Kilde: Byggeselskab Mogens de Linde


Foto: De færdige lokaler. Kilde: Byggeselskab Mogens de Linde