Årtierne efter den 2. verdenskrig gik det økonomisk Danmark rigtig godt. Mange fagforeninger svulmede i disse år og dermed også behovet for administrationslokaler. I Folkets hus var en udvidelse nødvendig, hvis man ønskede at holde den århusianske fagbevægelse samlet et sted. Det var på denne baggrund, at man igangsatte en ambitiøs udvidelsesplan. Og at der virkelig var nye tider på vej, kunne ingen være i tvivl om. Formanden i 1968 sagde, at valget med hensyn til ombygningen var, at enten fortsatte man ad de gamle tiltrådte stier, eller også gik man direkte efter virkeliggørelsen af målsætningen om et rentabelt Folkets Hus. For at nå målsætningen måtte man investere, ellers ”ville pengene ikke kunne yngle”. Udskiftningen kom dog ikke til at forløbe uden smækken med dørene. For nogle foreninger betød dette nemlig, at de ikke længere kunne gøre regning på lokaler, som de havde benytte i så lang tid, at de nærmest regnede dem for deres egne. Men omstruktureringerne blev dog accepteret.
Ombygningen blev sat i gang og navnet på selskabet og huset blev ændret til Kongreshuset. Motivationen for navneforandringen var, at det var fordelagtigt ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Det var mere neutralt og kunne medvirke til, at flere kongresser og arrangementer fandt vej til huset. Ombygningen skulle gennemføres med ekspresfart, idet ombygningen gjorde det umuligt at drive husets restaurant med overskud. Blot et år senere var det helt galt med økonomien, og for udvidelsesplanerne så det bestemt ikke godt ud. Man måtte opgive at drive restauranten som andet end en halvdagsrestaurant og udbygningen kom aldrig videre. For at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen afhændede man i 1973 alle de ejendomme, man havde i Sønder Allé til Mejeriet Enigheden. Udbygningen var hermed officielt aflyst.
